Elskte Lyra, du min Sorgs Veninde,
O tilgiv, saa tidt jeg dig bedrøver!
Qvæles Sukket, tør ei Taaren rinde,
Jeg dig behøver.
Andres Stemmer gjør mig, ak, saa bange;
Kun med dig mit Hjerte er fortrolig;
Dine Toner, dine kjære Sange
Gjør Sjælen rolig.
O min Sorg og al min ømme Glæde
Vil jeg i din Sangbund fromt begrave,
Og som Aander skal de derfra træde
I Sangens Have.