Evald, fromme Genius,
Ligger du I Solskin der
I det kjøle Blomsterhuus?
See, jeg staaer bag Gittret her,
Pyntet under Vaarens Træ’r,
Rede til en Kirkegang.
Evald, fromme Genius,
Staaer du op til Aftensang?
Løft det store Adelsskjold,
Som dig hviler stolt paa Bryst!
Løft det, o du Kjempe bold!
Digterrosen staaer deri,
Daad og Sang er ei forbi,
Er end Danmarks Liv og Lyst.
Gak i høien Chor at staae
Mellem Altrets Engle smaa!
Psalmer du mig lære skal
Sjunge høit i Christi Hal.
Mange stirred her, som jeg,
I det lille Himmerig,
Som paa grønnen Digtervei
Fader gav til Hvile dig;
Mange offred Eviggrønt
Og en kjærlig Myrteqvist —
Ak, hvor var det dog ei skjønt,
Undte mig den rige Christ
Ogsaa sligt at bringe dig!
Intet Offer end jeg har;
Ilden dybt i Hjertet mig
Brænder sjælden reen og klar,
Og den vaade Taage bar
Aldrig nogen Blomsterflor.
Men til Huset, hvor du boer,
Til den grønne Sommerdør,
Jeg andægtig vandre tør;
Indenfor er Hallen stor,
Høi og blaa og varm og mild,
Hjerterne af Rosenild.
Evald, fromme Genius!
Ved dit grønne Blomsterhuus,
Der jeg paa min Kirkegang
Hilser dig, mens Klokkeklang
Kalder mig til Aftensang!