Taus er den stille Bye,
Dødmat det blege Nye
Hist paa det gamle Taarn
Hviler sit hvide Horn.
Lærkelil reder Seng
Luunt i den bløde Eng;
Pigen til Gud i Løn
Hvidsker sin Bøn.
Ak ingen Rosenmund
Beder i Nattens Stund
Fromt for den Arme, som
Vanker paa Heden om!
O, men fortvivl dog ei,
Lys Blomstrer Naadens Vei;
Hvo som paa Sorgen bær
Lykken er nær!