Ung Svanhild stander i Borgegaard,
I Krandse bandt hun det gyldne Haar.
De Kjemper stande saa dybt i Tanke,
De flette Guldbaand i Hestens Manke.
De Kjemper beiled til Jomfruens Haand,
De hende mon elske med trofast Aand.
Det var Svanhildur den skjønne forsand,
Saa listelig tog hun Ordet paa Stand:
„Og vil I mig fæste, I Kjemper to,
Kun een jeg give kan Haand og Tro.
Naar I mig have saa kjær i Hu,
Lad Sværdet mellem jer skifte nu!”
„Og veedst du ei da, du Jomfru skjær,
At vi tilsammen Fostbrødre er?
Kun slet det huer en Kjempe bold
Fostbroder at møde med Stang og Skjold.
Men sige maa du, hvad om du vil,
Hvem af os vel din Hu stander til.”
Da ganger Møen i Buret ind,
Og spodsk hun siger med Smiil paa Kind:
„At ræddes sømmer ei Kjempen bold,
Kun Niddingen frygter og Nattens Trold.”
Da Maanen stod i den dunkle Nat,
Og Skyggerne lured bag Skovens Krat,
Den Jomfru vandred i Lunden ind,
Hvor Roser lue i Maaneskin.
Kun Vinden lefled i Eliegrene,
Saa rædsom truede Fjeldets Stene.
Da sad paa Stubbe en rynket Qvinde,
Saa gusten uden som listig inde.
Skindkoften tæt hun om sig slaaer,
En iiskold Gysen gjennem Kroppen gaaer.
Og Barken skallet af Birken er,
Der hvisler kroget den Gamle nær.
Da ned Svanhildur hos Hexen sad,
Om Raad og Bistand den Møe hende bad:
„Tidt søgte jeg dig i Skoven her;
Det Raad er godt, som Sindet har kjær.
Thi sug mig Gamle, ved Thursers Liv!
Skal Sol imorgen mig see som Viv?”
I Mørket ud fra dybe Hule
Den Qvindes Blik saa fælt mon skule:
„Det siger jeg dig Møe forsand,
At ei dig værdig est nogen Mand.
Du saaest jo Kjemperens stolte Færd,
Naar frem han drager med Ild og Sværd,
Mens bleg og gusten ved gamle Rok
Hans Viv maa sidde i Tærneflok.
Thi vogte sig vel dit unge Liv,
Ei falme det bort som blegen Viv.
Men Hævn du skylder de Kjemper to,
Som turde forlange din Haand og Tro;
De turde dog ei hinanden møde,
De agted det ringe for dig at bløde.
Du lokke de Kjemper til Stranden hist,
Der Hævn erlange du vil forvist.
Du sige dem hver saa listig et Ord,
Du sige de møde en Kjempe stor.
Naar Stjerner rulle i sorte Nat,
Lad Kjemperne møde hinanden brat.
Naar Stjerner blusse paa Bølgen lyst,
De prøve sammen en Kjempedyst.
De vil hinanden for Jetten ansee,
Saa lystig kan du da af dem lee.
De vilde ei kjempe for Pigen saa skjøn,
En af dem skal bide i Græsset til Løn.
Farvel nu, Svanhildur! og Raadet husk!” —
Troldqvinden svandt bag sorten Busk.
Da blev den Pigelil Kinden saa rød:
„Ha, de fortjene fuldvel deres Død!”
Den træske Snog hun haver i Barm;
O vogt dig, den vorder dig selv til Harm!
Alt som henvandred den lille Fod
Blandt Blomsterstengel og knudret Rod.
Da møder Kjempen den Jomfru skjøn,
Hans Hjerte haver saa kjær i Løn:
„Og siig mig nu, du Lillievaand,
Hvad om jeg fanger din Silkehaand?
Jeg gaaer saa sorgfuld I mørke Skove,
Og Freia blinker saa salighuld
Om Natten fra Himlens lyse Guld.
O siig, hvis haver du anden Ven,
Jeg vorder hans djærveste Riddersvend!”
„Ei haver jeg kjær nogen anden Mand,
Men hist paa Strandens det hvide Sand,
Der ganger en Kjempe i Vaabenglands,
Hans Blod indvier min Brudekrands.
Naar Stjerner blusse paa Bølgen lyst
Med ham du prøve en Kjempedyst,
Og da med inderlig salig Lyst
Jeg favner dit blodstænkte Heltebryst.”
Det sværger den Kjempe ved Odin og Thor,
Han gav den skjøn Jomfru sit mandige Ord. —
Meer lyse blive de krumme Grene,
Det Hav henstrækkes saa rædsomt ene.
Den anden Kjempe da seer den Møe,
Mens Bølgen hvisler i dunkle Søe.
Hvad før hun monne den Bolde sige,
Nu atter gjentog den træske Pige.
Og Svigen daarer, dens Pile ramme,
Men dybt i Grunden boer Hævnens Flamme.
Da Stjernen lued, men Natten var sort,
De Kjemper ginge til Stranden fort.
Blandt Stene plasked den hvide Vove,
Og Stormen hvined i mørke Skove.
Ei langt fra fraadende Hav saa blaa
En mosset Kampesteen ene laae.
Svanhildur vælger Høisædet der
Hvorfra hun skue kan Kjemperfærd.
Det var saa underlig lyt og stille,
Skumbølger bort under Skyen trille.
Da mødte hinanden de Kjemper brat,
De kjendtes ei I den mørke Nat.
Hver troede Jetten ham kom imøde,
Og flux de Skjold og Brynier brøde.
Den røde Funke i Natten staaer
Om staalblaa Klinge og røde Saar.
Det Vaabenbrag over Havet lød,
Viid gabed Brynien for dræbende Stød.
De stunge begge saa dybt i Hjerte,
Det kolde Staal dennem isned med Smerte.
Det gjalded langtsomt hen over Hav,
Hver Bølge hvisled og Gjenlyd gav.
I Kampestenen saa dybt derinde
Den Jotun kommer det brat isinde,
At Freia fjernte sit Øie vred,
Og Skuldes Griffel ad Skjoldet gled.
Ham tyktes, hans Kone i Skoven vel
Har redet et Leie hos den blege Hel.
Fra Stenen kan sig ei Møen vinde.
Fortvivlede Skrig lød hen over Hav,
Dem huult tilbage atter Bølgen gav.
Og Hjertet vælted sig i hendes Bryst,
Saa ynkelig blev hun af Døden kryst.
Men hver en Midnat paa Sandet staaer
De Kjemper atter med blodigt Saar.
I Mørket gribe de Sværdefang,
Og dump hendrønner den hule Klang.
Fostbrødre var de i Liv og Død,
Vee den som Eden og Løftet brød.
Alt længst forfulet paa Stenen er
Den stolte Pige, den Møe saa skjær.
De gule Lokker bort Stormen dreev,
Det skjønne Øie en Ravn udreev.
Den Kamp gjenlyder fra skumle Strand,
Did Skipperen skuer fra Skibets Rand.
I mørke Rustning de Kjemper staae,
Og stirre saa stift paa Stenen graa.
De stirre saa vildt paa den Kampesteen,
Blegt lyser Maanen et Dødningebeen.