O du stakkels fromme Lilieklokke,
Som min Sjæl har fyldt med al sin Ild,
Græder du, at Jordens Blomsterflokke
Drog mit Øie fra dit blege Smiil?
Har du ingen Duft og ingen Farve,
Arme Blomst, som vorde kan min Lyst?
Er du kun en tom, en flygtig Larve,
Phantasia aanded i mit Bryst?
Er din spæde Blomstertid alt omme,
Fromme Barn, som ved mit Hjerte laae?
Er du ei den stille Uskyldsblomme,
Jeg engang i Paradiset saae?
Græd ei meer, du Hulde! glem nu Sorgen!
End du staaer en Engel paa min Vei;
I vor Hilsens første Rosenmorgen
Faldt en himmelblaa Forglemmigei.
Er du bleg, og er din Duft kun ringe,
O saa kom, mit Hjerte varmer dig;
Og vi skal i Himmelchor os svinge,
Naar kun trofast du vil elske mig.