Melpomene, er det dig, som
I den store Aftendæmring
Troner under Himmelbuen,
Med din Maanedolk i Vesten
Og i Øst din Harpes Guld?
— — Ha! hvi blaaner Gyldenstrengen,
Fuglens Tone og den sidste
Solens Kraft, dens Purpurkilde,
I de vaade Aftentaager?
Melpomene! ak hvor er du? — —
O jeg seer dig, min Gudinde!
Ahner stolt dit Himmel-Ansigt,
Knuger Harpen til mit Hjerte —
Rør mit Bryst, o Melpomene!
Med dit Staal! — Liigteppet falder —
Englen ligger nyefødt der! —