Dit Ansigt er saa deiligt,
Skjøndt blegnende af Smerte —
Jeg seer, hvordan at Døden
Trykker dig til sit Hjerte.
Du fæster dine Øine
Paa mig, de tragiskmørke,
Som om du sagde: tro mig,
At døe, det koster Styrke.
Min Røst kan ikke svare,
Men siger ei min Læbe
Med tunge Smiil, at Livet
Kan næsten ogsaa dræbe?