Du siger, at paa Bænken,
Vendt imod Solen Ryggen,
Sad du forleden Aften
Eensom i Lindeskyggen.
Og paa den dybe Himmel,
Hvis Blaat begyndte graane,
Saae man den blege Runddeel
Af Nattens fulde Maane.
Og for den store Ugle,
Der sad just i Alleen
— Som du alene — læste
Du høit i Odysseen.
Du læste længe om den
Blaaøiede Athene,
Og Fuglen sad, som naglet
Til Lindetræets Grene.
Du siger, du blev bange
Tilsidst, da i det Dunkle
Dens gule Blik begyndte
At dreie sig og funkle.
Du løb — Jeg seer den stirre,
Den lykkelige Ugle; —
Og jeg forstaaer, hvorfor nu
Den skyer de andre Fugle.
Hvorfor saa stum den sidder,
Mens alle Stjerner tindre,
Med Næbet imod Brystet —
Dens Lyst er at erindre.