Hvorfor søger du bestandig Himlen,
Utaknemmelige Daare?
Jeg er skjøn endnu,
Elskovsfuld som du,
See, i Haaret har jeg Foraarsvrimlen,
I mit Blik den varme Taare!
Har jeg vel fortjent, at du mig glemmer?
Jeg, som moderligt har givet
Dig din første Kraft,
Blodets sunde Saft?
Jeg, som sang, med mine Fugles Stemmer,
Dig din Velkomst her i Livet?
Jeg, som har din Kind med Roser tegnet
Og din Pande med en Lilie?
Jeg, som Nat og Dag,
Øm, men modersvag,
Ei din Vildskab, ei dit Lune regned,
Og gav efter for din Villie?
Jeg, som skygged dig, naar Solens Flamme
Altfor stærkt dit Ansigt brændte;
Jeg, som huld og tro
Dig i Nattens Ro
Lulled ind, og som en kjærlig Amme
Over dig min Kaabe spændte?
Jeg, som, naar du træt maa Øiet lukke
Og til sidste Ro dig lægger —
Gammel, kold og død —
Aabner dig mit Skjød,
Samler Støvet i min Askekrukke,
Og med Blomster det bedækker?
Kan du mig, din første Elskov, glemme?
Vil du mig med Andre bytte?
Kom! fat Mod igjen!
Vær mit Barn, min Ven!
Viid, at ved mit Hjerte har du hjemme,
Jeg vil evig dig beskytte.