Hvad tykkes dig om hende, Jack,
Som stirrer over Sø,
Bleg fra Fregattens høie Dæk,
Til Skotlands fjerne Ø?
Et Barn endnu, knap sytten Aar,
Ret skabt til Sømænds Lyst;
Langt flagrer hendes Ravnehaar,
Høit bølger hendes Bryst.
Fordi hun gav sig villig hen
En Nidding i sit Land,
Er hun Forbryderens igjen
Paa Sydhavøens Strand.
Fordi hun var for øm og varm,
En Qvindes sande Dyd,
Til Straf hun slynge skal sin Arm
Nu til en Kjæltrings Fryd.
Var hun paa Traaden noget løs,
Det er hun vel endnu,
Saa er hun dog en fager Tøs —
Hvad, Jack, hvad mener du?
Ifald jeg kaldte paa vor Præst —
Hun siger ja, min Tro —
Og lod ham spledse os som bedst?
Min Køie rummer to.
Det duer ikke, Tom; hun har
Alt faaet sin Bekomst.
Prøv kun, hun giver intet Svar,
Det er en knækket Blomst.
Hun flagrer kun en stakket Stund,
Det kan man mærke godt.
Den Seiler stødte snart paa Grund;
Hun bliver aldrig flot! —
Ung Mary stod foruden Trøst,
Og over Havet saae,
Til Skotlands høie Klippekyst
Forsvandt i Taager blaae.
Hun stille stod, til ingen Rand
Bag Bølgen mere steg;
Til hendes kjære, gamle Land
For mørke Vover veg.
Vi skues aldrig meer igjen,
Du blues ved mit Syn!
Sneetakte Bjerg, min Barndoms Ven,
Du rynker dine Bryn!
I grønne Bakker, hvor jeg laae
Saamangen Sommerqvæld,
I svinde i det fjerne Blaa,
I sige koldt: farvel!
I har ei Muur, ei Fangedyb,
Ei Hytte eller Vei,
Til Herberg for et usselt Kryb
Foragteligt som jeg!
Selv Stjernerne, de milde Lys,
Vil ikke see mig meer!
Hun sendte dem sit Afskedskys —
Da saaes ei Landet meer.
De løste op for hendes Barm —
Den steg saa hvid og høi —
De blottede den runde Arm —
Blodstraalen sprang og fløi.
Men koldere blev hendes Bryst,
Kun svagt det steg og sank;
Og, som et Havblik, laae tilsidst
Ung Mary død og rank.
Polyperne paa Havets Bund
Liigplanken til sig rev,
Og paa den vaade Gravhøi kun
Det lange Søtang drev.