En Børneflok, en Jomfruskare,
En Kreds Veninder samles her,
Som Engle, svævende og klare,
Saa blomstrende, saa skjøn enhver.
O, lykkeligt det Huus, hvor Gjæster
Som disse svæve ind og ud,
Der Aarets Løb er rigt paa Fester,
Der dvæler gjerne Glædens Gud.
Og den, hvis Dag vi kom at feire,
Er uden Bram og ydre Pragt,
Men een, som vinde veed og seire,
Undselig selv ved Yndets Magt.
O du, beskedne, troe Veninde!
Du har et lykkeligt Genie,
Du kan saa roligt Hjerter vinde,
Din Magt er ei saa snart forbi.
Af Børn en Krands dig alt omgiver,
Du bruger ingen anden Pryd;
Den Krands, den voxer og den bliver,
Uvisnelig, en evig Fryd.
Hvad Duggen er for Rosens Rødme,
Er Viin for Læbers Rosenild,
Lad derfor Sødt berøre Sødme,
Løft Glassets skjønne Farvespil!
Hun leve! Vor Veninde leve
Bestandig lykkelig som nu!
Og Alt, Alt, hvad hun elsker, leve!
Din Skaal, din Skaal, Trofaste, du!