Femten Somre var den Fagre
Kuldens strenge Love tro;
Ja, hun var en sand Polaregn,
Skjult for Verden, fuld af Ro.
Efter detslags Regioner
Er jeg en forelsket Nar;
Er end Dagen kort — hvad gjør det?
Natten den er lang og klar.
Hvilke Ild- og Purpurkugler!
Hvilke dybe Stjerneblik!
Hvilken Rødme over Sneen,
Hvilken nordisk Romantik!
Skulde her ei Isen brydes,
Var det et uhyre Tab,
Ei for mig alene, men for
Al erotisk Videnskab.
Og jeg trængte frem — jeg fandt mig
I en Trylleverdens Skjød!
Hvilken Stilhed i Naturen,
Som dog derfor ei var død!
Skjøndt — jeg nægter ei — imellem
Var det ligesom jeg gjøs,
Naar jeg saae, hvordan i Dydens
Strenge Frostveir Alting frøs.
Hendes Moder gav jeg Æsker,
Fulde af Pariser-Pynt;
Og Papa, som var mistænksom,
Vandt jeg med en romersk Mynt.
Mod de andre Eskimoer —
Tanter, Onkler, Fættre — hu!
Var jeg overmaade venlig,
Kaldte dem bestandig Du.
Som en Sværm af vilde Svaner
Hvæsed en Venindeflok;
Og den gamle Portner brummed
Som en Iisbjørn paa sin Blok.
Skulde her jeg gaae tilgrunde
Uden Ly og Vinterhavn?
Ha! tilsidst to Gletscherarme
Smeltende tog mig i Favn.
Hundred skjelende Rivaler
Fnøs omkring mig af al Magt,
Men bestandig dog i Afstand,
Med en vis Hvalfisketact.
O, min Kjækhed blev belønnet!
Alle Hindringer til Trods
Naaede jeg Nordvestpassagen
Med meer Held end Captain Ross.