Ja, sad jeg varmt inden Døre
— I saadant Selskab især —
Med Alting paa det Tørre,
Som I, Høistærede, her —
Saa rendte jeg ikke i Støvet,
Og beed et Par Blomster itu,
Og talte med Stjernen og Løvet
Og Sommerfuglen, som nu.
Hvilte min Hustru, den brave,
Paa Sophaen, i Negligee,
Med Alt hvad en Kone kan have —
Det var noget Andet maaskee.
Jeg pusted paa Theevandet kjælen,
— I var’ mine Mønstre, I! —
Og med Lidenskaben og Sjælen,
Med dem var det sagtens forbi.
Ja kunde jeg lykkelig regne,
Og kunde jeg rigtig strøe Sand;
Og følte jeg allevegne,
Hvad en Skriver er for en Mand —
Saa laae jeg ikke paa Bakken,
Hvor Fuglen flyver forbi,
Saa sad jeg og bøiede Nakken
Maaskee i et stort Cancellie.
Og kunde jeg prange og kjøbe
Og sælge igjen med Profit;
Ja, kunde jeg mægle og løbe
Og altid passe mit Snit —
Til min Villa saae I mig vandre,
Et Dampskib kaldte jeg mit,
Og gjorde tilsidst, som de Andre,
En stor, anstændig Fallit.
Og var jeg af dem, som fødes
Til at befale, de Faa;
Og ikke af dem, som nødes,
Blot til at prygle og slaae —
Jeg bandt en Qvast ved min Klinge,
Og avanceerte saa smaat;
Jeg klapped ei Pegasus Bringe,
Men strøg min Knebelsbart blot.
Ja kunde jeg digte som Mange,
Og blev jeg ret aldrig træt
Af at skrive beleilige Sange
Og bukke inderlig net —
Saa slap jeg, Kritik, for din Spidsrod,
Anseet blev min ringe Person;
Jeg døde maaskee som Justitsraad,
Og Kone og Børn fik Pension.