Man har Sagn om Borgtapeter
I
I
Man har Sagn om Borgtapeter,
Hundredaarige, paa hvilke
De afblegede Figurer,
Syete Sting i Sting af Silke,
Faae et sælsomt Liv om Natten —
Stige ned, og — som i gamle
Dage, sig i Riddersalen
Hyggeligt og muntert samle.
I de bløde Lænestole
Damerne, med Atlasslæbet,
Blændende sig atter kaste —
Munden smiler, rosenlæbet.
Ridderen, som fra Tapetet
Bleg og gusten man erindrer,
Læner sig paa Stoleryggen,
Stærk, sortskjæget — Øiet tindrer.
Guld og Perlemoder glimrer
Paa de gamle Instrumenter —
Og ætherisk hvide Hænder
Trykke støvede Tangenter.
O vidunderlige Toner!
Klang af svundne Tider høres!
Damens fine Haand med Anstand
Op til Ridderskjæget føres —
Næsten kunde man misunde
Dette Skyggeliv — hvis ikke —
See! Hun blegner bag sin Vifte,
Døsig stirrer Herrens Blikke —
Selv den tappre Ridder gyser,
Smutter som den hele Vrimmel,
Ind i Muren, i Tapetet —
Dagen seer kun Støv og Skimmel.
O, hvor skjønne, nydelige
Spøgelser kan ei fremtræde!
Ja, i Mindets Dæmringstime
Lever op den gamle Glæde.
Mange lyse Nætter, fulde
Af en yndig Gjenfærdsvrimmel,
Ønsker jeg en ung Veninde,
Ret en fuld Erindringshimmel.