Viisdom, Daarskab og Skjønhed en Dag
Saa siges, var i et venskabeligt Lag.
Daarskab, net
Gjorde Spring og Spret
Hans Hue den klang med Bjelderne ret
Viisdom tog
Med Prækner sin Bog —
O hvad der var moersomst, det gjetter man let.
Skjønhed, som gjerne vil lade lidt klog,
Kikkede med i Viisdommens Bog,
Til Daarskab sang
See hid engang!
Ved Synet hun kom til sig selv igjen
Viisdom sad
Og vendte sit Blad
Og Ingen bemærked ham meer, stakkels Ven
Men Viisdom blev nidkjær paa Daarskabs Kaskjet
Med den paa, saa vandt han vel Skjønhed let.
„Tag den paa,
Sang Daarskab, du Graa!
Men Viisdom saae ud saa det var en Gru
Og Skjønhed fandt mindre Behag i ham nu
Daarskab tog
Viisdoms Bog
Og fletted den sammen til saadan en Tot
At Skjønhed svor
Langt meer end hans egen den klædte ham godt.
Th. Moore.