Emil Aarestrup (1800–56)

Uveiret

(Digtet den 11te October 1809, om Natten i Tordenvejr, da Førerne havde forfejlet Veien til Zitza, nær Bjergkjæden, der fordum kaldtes Pindus, i Albanien.)

Hør Nattestormen! vild og vred

Om Pindus Klippefod;

Harmfulde Skyer strømme ned

En Himlens Straffeflod.

Vor Fører svandt, kun Lynets Blink

Viser i Mulm og Nat

Vandfaldets Skum, den steile Brink,

Og Fjeldets sorte Krat.

Var det en Hytte, som vi saae,

En Hyrdebolig lav?

Velkommen var den usle Vraa!

Men nei — en turkisk Grav!

Min bolde Landsmand — o hvor kjæk

I Stormens vilde Favn,

Igjennem Fossens Brøl og Skræk

Han raaber Englands Navn.

Fra Fjende eller Ven — et Skud!

Nok et! — En Prøve paa

At kalde Bjergets Hyrder ud

At lede til en Vraa.

Forgjæves! under Tordnens Strid

Hvem hører vort Signal?

Og vover sig ved Nattens Tid

Til Bjergets øde Dal?

Og hørtes det, hvo steg vel nu

I dette Farens Gab

Og drømte ei, med frygtsom Hu

Om Røverdaad og Drab?

See Glimt i Glimt! rædsomme Pragt!

Høit voxer Stormens Larm.

Og dog een Tanke end har Magt

At holde Sjælen varm.

Mens Veien gaaer i Regnens Øs

Paa steilest Skrent med Gru,

Mens alle Tordner buldre løs —

Florenza, hvor er du?

Kun ei tilsøes, min Hjertenskjær!

Dit Skib vist skyndte sig:

O, at den Storm, som raser her,

Allene treffe mig!

Scirocco blæste, da din Mund

Jeg trykked sidst til min,

Og hurtig over Hav og Sund

Den drev din Slup saa fiin.

O, du er frelst! alt længe nu

Dig favned Spaniens Ø:

Haardt, om en Yndighed som du

Flakked paa salten Sø!

Men da jeg her erindrer dig

I Storm og Tordenluft,

Som dengang Salen hvælved sig

Om os med Sang og Duft —

O, fra din Villas hvide Muur

I dit frigjorte Land,

See stundom fra dit Jomfrubuur

Ud paa det mørkblaa Vand:

Tænk paa Calypsos Klippekyst,

For mig saa kjær som dig;

Skjænk tusind Smiil hvem du har Lyst,

Men gjem et Suk til mig.

Og mærker din Tilbederhær

Et Blik med Tungsind i

En halvsødt Taare og et Skjær

Af sød Melancholie

Smiil snart igjen, lad ei forstaae

Den Gjæk, der nærmer sig,

At der var en, du tænkte paa,

Hvis Tanke kun er dig.

Thi er end Smiil og Taarer eet,

For Hjertekval som min,

Min Sjæl dog leder vidt og bredt

Tungsindig efter din.

Byron.