Prolog
til en dramatisk Forestilling til Bedste for de vandlidte Jyder.
til en dramatisk Forestilling til Bedste for de vandlidte Jyder.
Vort Hjem er paa den lave Ø,
Ombeltet høit af Sund og Sø;
Vi bygge nær ved Havets Rand,
Hvor, i den fredelige Strand,
Sig speiler Bonden med sin Plov
Og Mark og Enge, Lund og Skov.
Vi glædes ved det skjønne Blaa,
Hvor Skibene i Bølgen gaae;
Vi fiske langs den grønne Kyst,
Og drage Voddet op med Lyst;
Vi elske Havet, hvor saa frit
Sig Blikket strækker milevidt,
Vi prise, som en Skjald har sagt,
Om ogsaa høres Dybets Brum,
Og Stranden reiser sig med Skum,
Om Nattestorme buldre hen —
Uveiret, veed vi, tager af igjen;
Vi hilse Morgensolen froe,
Vi lægge os saa trygt til Ro —
Men tænk! — om Havet — mod sin Agt —
Drevet af fjerne Strømmes Magt
Og af Orkanens Svøbeslag,
Af Driviis fuldt og knuste Vrag,
Brød ind — brød over os — og brat
Ombrused os med Dødens Nat,
Opstødte Gulvet i vort Kammer,
Udslukked Arnens gjæstfrie Flammer,
Tilintetgjorde Markens Grøde,
Og lagde Gaard og Huus og Alting øde —
Ak! at vi aldrig Sligt opleve! —
Men vore Brødre, veed vi, bleve
Nys Offre for det vilde Vand,
Der brød med Rædsel over Jyllands Strand. —
Huusvilde, hjelpeløse, uden Eie,
Maa de nu vandre Armods tunge Veie,
Paa deres ødelagte Marker fryse, —
Og for en mørk, forstyrret Fremtid gyse; —
Et Haab, et eneste, er kun tilbage:
At man vil ynkes over deres Nød og Klage.
Tak derfor, Alle I, som her
Fra Lollands Egne, fjern og nær,
Med villig Haand, af knap Erhverv,
har bragt medlidende sin Skjærv,
Har følt, at i den store Nød
En Landsmand deler rask sit Brød,
Og giver hen, hvad han formaaer,
At lindre sine Brødres Kaar. —
Og tak især, I ædle Danneqvinder,
Som følte, at hvor Taaren rinder,
Der maa den fine, bløde Haand erindre
Sin gamle Skik, at læge og at lindre,
Der maa den ei i Skjødet hvile,
Men fuld af Virksomhed og Ømhed ile,
— Som dobbelt yndig, dobbelt stærk —
At øve Gavmildhedens Værk.
Tiltakketag da ogsaa med et Spil,
En Leg, hvormed vi gjerne bidrog til,
At Gaven, der saa villigen blev bragt,
Og paa Veldædighedens Alter lagt,
Foruden Hjertets indre Løn,
Der er saa stor, saa himmelsk og saa skjøn,
Kan bringe Eder alle — ak! — tilgiv!
Et ubetydeligt, et ringe Aften-Tidsfordriv.