Mørke Ranker laae paa Muren,
Stjernerne begyndte funkle,
For det gamle Helgenbilled
Brændte Lygten i det Dunkle.
Gamle Kone, ved din Krykke,
Du, hvis brune, svage Hænder
Dag og Nat saa flittig passer,
At Madonnas Lampe brænder
Tag imod vor Mildhedsgave!
Beed Andægtige, som knæle
I Capellet, løste Bønnen
For to elskovsfulde Sjæle!
At den Kummer, som de føle,
At den Byrde, som de bære,
At de Taarer, som de fælde,
Og den Uro, som de nære —
At det Alt — som disse Flammer
Under Nischens sorte Bue!
Stadigt maa vedligeholdes
Samlet i en hellig Lue!
At det Alt, som disse Flammer
Der sig brændende fortære,
Maa med sine sidste Straaler
Lyse Kjærlighed til Ære.