1.
Mod Slangens Hoved
Sig Halen reiste:
„Du altfor længe
Foran mig kneiste.
At jeg staaer i Spidsen,
Finder jeg billig.”
Og Hovdet gav efter,
Vendte sig villig.
Og Halen — prægtig,
Stoltelig skred den,
Men tabte Veien,
I Vandet gled den.
Og neppe sluppen
Af denne Jammer,
Den gaaer paa Gløder
Og ind i Flammer.
Forbrændt og saaret
Den brat sig vender
Mod Tjørnebuskens
Hvasseste Tænder.
Forskrækket den flygter
Og raaber med Klage:
„Hoved! jeg træder
Atter tilbage.” —
Skal vi ei Skjændsel
Og Uheld døie,
Foran maa skride
Det kloge Øie.
2.
Den gode Gjerning er ikke nok,
Et venligt Ord maa følge med;
Vredladen Tunge gjør Gaven suur,
Om den forresten er nok saa sød.
En fattig Gammel gik tilbords,
Foran ham damped en herlig Fisk,
Foran ham perled en prægtig Viin;
Thi buden var han til Gildeslag
Alt hos sin rige, mægtige Søn.
Den Gamle i sin Troskyldighed,
„Hvor har du”, spørger han ligefrem,
„Dog en saa ypperlig Karpe fra?”
Hvorpaa den Unge skammelig:
„Spiis, gamle Hund, og fyld din Bug;
Men skaan mit Øre for din Snak!” —
Hvad tykkes eder om denne Søn?
Gjengjældet bliver hans Gjæstebud
Engang i hede Helvede.