„Kom,” hviskede Rosa en Dag ved mit Bryst
Under Kjærtegn, hun gav og modtog,
„Fortæl mig om dem, du har elsket og kyst!
Hvormange? læs op af din Bog!”
Ak, Rosa! jeg var i min Ungdom en Nar,
En Boldt for min Sjæls Phantasie:
Men skrifte dig vil jeg, hvormange det var,
Med dig er jo Listen forbi.
Gouvernanten Marie tog først i sit Garn,
Det himmelske, Drengen saa vild.
Hun lærte mig elske sig — jeg var et Barn,
Hvad der mangled hun selv satte til.
De Timers henrykkende Lærdom blev slugt;
Den, tro mig! beholdt jeg i Hu.
Til Øvelse har jeg vel siden den brugt,
Men aldrig for Alvor — før nu.
Saa kom skjøn Martha. Min Sjæl stod i Brand,
Høi var min romantiske Kraft,
For en Ridderfrøken jeg tog hende an
Og mig for en Ridder med Skaft.
Men jo mere i hende Gudinden jeg fandt,
— Skjøn Martha var ingen Phantast —
Jo meer (og hun feilede mindst, det er sandt)
Tog hun mig for en lille Hans Qvast.
Saa sagtnedes det, indtil Hanne mig jog
I Snaren igjen med sit Blik.
Men Hanne, fandt jeg, var saa sprænglærd og klog,
Og det Meste, jeg fik, var Logik.
Jeg forlod denne Sappho derfor i Hast,
Om en bedre Logik fik jeg Nys,
Hvis Subtilitet er et sødt Øiekast,
Og som overbeviser med Kys.
Tilbedende Ida sværmede jeg;
Men hun var lidt hellig, og vi,
Ja det var det Værste, vi enedes ei
Om til Himlen den nærmeste Sti.
„Ida!” i Henrykkelsens Flugt var mit Ord,
„Hvor er Himlen for dig og for mig?
Jeg troer, jeg kan finde den her paa vor Jord
Og, ikke langt borte, i dig!”
See, saaledes gik det. Med evige Skud,
Men flygtigt, traf Amor din Ven,
Til truffet blev endelig Hjertet — o Gud!
Og det kan ei heles igjen.
O Rosa, tryk al den Balsom, du har,
Tæt til det forblødende Saar!
Giv mig i din Skriftestol Aflad og Svar!
Til Bod er jeg svøbt i dit Haar.
Th. Moore.