Ja, jeg bekjender, i et Døgn
Har mine Suk sagt mangen Løgn.
Hvem spilder Glæden, kan du troe,
For en lille Løgns Skyld eller to?
Rynk ei dit Bryn, vær ikke suur!
Løgn er, min Glut, Elskovs Natur.
Var Hælvten, vi fortælle Piger,
Var Hælvten af hvad man lover og siger
Andet end Løgnens Illusion,
Kom Verden i stor Confusion.
Hvis alle Damers Øine vare,
Som Elskeren sværger, Stierner klare,
Astronomen maatte ned fra Skyen
Og søge sin Lærdom i Byen.
Nei, søde Engel veed du hvad,
Blev dine Tænder en Perlerad,
Dit Haar til Guld, til Snee din Barm,
Til Marmor din Haand og din runde Arm,
Da først kunde Himlen for Alvor mene,
At du skulde leve for mig alene,
Og jeg for dig, som forlængst og nys
Vi kyssende svor og svor ved Kys.
Og nu, for at ende min Lærdom vel,
Vil jeg sige dig engang Sandhed, Sjæl!
Saafremt du vælger blandt kjælne Drenge
En anden Elsker, viid da: saalænge
Som du er falsk, og han oprigtig,
Du tro, han med sin Løgn forsigtig,
Saalænge er Baandet ei forslidt,
Saalænge er hans Hjerte dit;
Men ak, ham har du reent forspildt dig,
Saasnart han siger Sandhed til dig!
Th. Moore.