Det er den Time, Nattergalen
Fra Busken hæver høit sin Røst;
Det er den Time, Elskovstalen
Sødt trænger i det aabne Bryst.
Vindpustet og Vandboblen rører
Den Streng, man helst i Løndom hører.
Hvert Blomster er af Duggen vaad,
Og henad Himlen flyder Stjernegraad.
Og mere dybt er Bølgens Blaat,
Og Løvet mere bruunt og graat.
Den halve Lysning Himlen har,
Uvis, om mere mørk end klar,
Som naar, hvor Solen nys nedgik,
Tusmørket smelter hen for Maaneblik.
Men det er ikke Vandets Fald,
Som lokker Parisina fra sin Hal;
Det er ei for at see paa Himlens Stjerner,
At Fruen fra Buret sig natlig fjerner;
Og hvis hun sidder i Lysthusets Hyld,
Det er ei for den fulde Blomstrings Skyld.
Hun lytter — men ei efter Nattergale,
Skjøndt vel efter fuld saa sød en Tale.
Der rasler et Fodtrin blandt Løv og Ranker —
Hun blegner, og Hjertet stærkere banker.
Der hvisker en Røst — et Øieblik end,
Og hun skal mødes med sin Ven!
Forbi — han ligger for hendes Fødder.
Og hvad er Verden dem ved Siden
Med alle Skiftninger af Tiden?
Dens Jord og Sky, dens levende Vrimmel
Er Intet nu mod deres Himmel.
De ændse oven, neden, rundtomkring,
Som Døde, om dem Ingenting;
Som var forsvunden hver en Anden,
De aande ene for hinanden.
Saa ægte Suk er der paa deres Læbe,
En Fryd saa dyb, at, svandt den ei i Hast,
Dem vilde saligt Afsind dræbe,
I Flammen deres Hjerter brast.
Om Brøde, Fare — kan de dømme
I dette Hav af kjælne Drømme?
Hvo følte denne Storm i Sjælen
Og frygted, standsede med Dvælen?
Hvo tænkte paa det Flygtige deri?
Og dog — nu er det alt forbi!
Ak, vi maae vaagne, før vi lære,
At den Slags Timer komme aldrig mere!
Med mangt et smægtigt Blik forlod de Løvet,
Som deres brødefulde Glæde vidste;
Og, skjøndt med Haab og Eed, de var bedrøvet,
Som om den Afsked var den sidste.
De dybe Suk, det lange Favntags Lyst,
Der nu gad vare evig, Bryst mod Bryst,
Da Parisina frygter, ingen Straale
Af Himlen meer kan hendes Ansigt taale,
Som om hver stille medvidende Stjerne
Betragted hendes Feiltrin fra det Fjerne —
De dybe Suk, det lange Favntags Lyst
Til Pletten lænker dem, Bryst imod Bryst.
Men det maa skee, de maae med Smerte
Adskilles, med det tunge Hjerte,
Med al den Gysen, kold som Døden,
Der immer følger efter Brøden.
Til lønligt Leie Hugo iler,
Forelsket i hvad ei er hans;
Men hun et skyldigt Hoved hviler
Ved Siden af troskyldig Mands.
I Federhede Blodet strømmer,
Med Luekind, i Skræk, hun drømmer;
Hun mumler i urolig Vaande
Et Navn, hun tør ved Dag ei aande,
Og griber, bævende af Lyst
For en Forsvunden, om sin Husbonds Bryst.
Og han, vakt af de kjælne Hænder
Og lykkelig i Tankerne, miskjender
De drømmende Suk, Kjærtegnets Varme
For dem, han ellers fandt i hendes Arme,
Og kunde over hende fældet Taare,
Som, selv i Søvne, elsked ham saa saare.
Han favner Soversken, som blusser,
Han lytter, trykt til hendes Bryst;
Han hører — Hvi mon Fyrst Azo studser,
Som hørtes Erke-Englens Røst?
Vel maa han studse — værre Dom
Vel neppe fra Basunen kom,
Naar han skal vækkes af dens Tone
Og staae af Graven for Guds Throne.
Vel maa han studse — hans Fred paa Jorden
Er dømt til Flugt ved denne Torden;
Den Søvnens Hvisken vidned ham
Om hendes Skyld og Azos Skam.
Hvis var det Navn, der over Puden
Lød gyseligt som Bølgens Tuden,
Der ruller Planken i sit Skjød
Og kaster Svømmeren med Latter
Paa Strand, for ei at reises atter? —
Saaledes denne Mumlen lød.
Hvis var det Navn? Hugos — ham, som —
Det aldrig ham i Tanker kom —
Hugos — hans eget Barn, hans Søn
Med En, han elskede i Løn,
Frugt af hans Ungdoms vilde Dage,
Da sig Bianca lod bedrage,
En Mø, hvis Daarskab var saa stor,
At troe paa ham og paa hans Ord.
Han trak sin Dolk, til Myrden færdig,
Men gjemte den igjen og bed sin Læbe;
Skjøndt til at leve nu uværdig,
Saa faur en Ting kan han ei dræbe,
Mindst smilende, i Søvne der.
Nei, meer: han vækkede hende ikke,
Men stirred blot med Dødsens Blikke,
Som, vaagned hun af Henrykkelsen,
Vilde isne hende i Søvn igjen.
Den Lysning, Lampen til hans Aasyn sendte,
Paa tykke, tunge Draaber brændte.
Hun talte ei meer, hun roligt blunded —
Men i hans Sjæl var hendes Liv udrundet.
Ved Daggry søgte han og fandt
I mangt Udsagn fra hver en Kant
Beviser for en rædsom Viden,
Deres Brøde nu, hans Jammer siden.
De længe tause Damer hige
At frie sig selv, og de bekjende
Brøden, Skammen, Alt om hende;
Neddysses Intet kan — de sige
Enhver Omstændighed, som gjelder
For fuldt Beviis hvad de fortæller;
Og Azos piinte Sjæl og Øre
Har intet meer at føle og at høre.
Ham maatte ingen Tøven hue:
Midt i sit Statsraad kan du skue
Fyrsten af Estes gamle Æt
Paa Thronen holde Dom og Ret.
Riddere, Vagt tilstede var,
Og foran ham det skyldige Par;
Saa unge — og en af dem hvor smuk!
Foruden Sværd, fængslet for Brøde,
At saa en Søn — Christ sig forbarme —
Skal for sin Fader møde!
Saadan maa Hugo for ham træde
Og høre Røsten af hans Harme
Og Dommen af hans Vrede;
Og dog han synes ei overvunden,
Skjøndt maalløs han ei aabner Munden.
Og stille, bleg, med Taushed, saae
Man Parisina for Domstolen staae;
Forandret siden sidst, da Synet
Af hende Glæde gjennem Hallen lyned;
Da Adelsmænd paa hendes Vink gav Agt,
Og Skjønhed lured, for at efterligne
Den ædle Røst, den hulde Mine,
Og af Fyrstindens Høviskhed og Dragt
Opsamled Yndighedens Magt:
Da — hvis hendes Øie havde grædt,
Et tusind Helte vare flux opsprungne,
Et tusind Glavind vare svungne,
For at forfegte hendes Ret;
Nu — hvad er hun? kan hun byde?
Og de? — hvordan? kan de adlyde?
Heel tause staae de der med Bryn,
Som sænke sig, med skummelt Syn,
Med rynket Pande, Armene korslagt,
Paa Læben neppe skjult Foragt:
Den hele Hofstat, Damer, Riddere, Vagt.
Og han, den kaarne Svend, hvis Landse
Hun havde smykket tidt med Krandse;
Som nu — var ikke Armen bundet —
Befriet havde hende, eller Døden fundet;
Paa hvem hun, fuld af Ømhed, tænker —
Han til ved hendes Side der i Lænker!
Det svulne Øie ei, som Taaren hyller,
For hende selv meer end for ham sig fylder;
De Silkelaag, hvorpaa
En Aare slyngede sig blaa
Og gjennem glattest Hvidhed flød,
Som nogentid til Kys indbød,
Nu synes hede, rødblaae bøiet
At trykke snarere end skygge Øiet,
Der straaler tungt og fyldt, jo meer
Sig Taarer samle fleer og fleer.
Og han for hende havde ogsaa grædt;
Men hvo, som ham betragted ret,
Saae ei, hvad end han følte, Sorgens Træk
Med opreist Pande stod han, høi og kjæk.
Hvad Qval end bragte Hjertet til at gyse,
Han lod sig ei af Mængden kyse.
Men see paa hende turde han ikke;
Det var Erindring kun om Øieblikke —
Hans Brøde — Elskov — Stilling nu —
Hans Faders Had — Alverdens Gru —
Hans Lod for evig og hans Skjæbne nu —
Og hendes — hendes! Han turde ei see,
Ei kaste et Blik paa hendes Pande;
Thi ellers vilde Hjertets Vee
Den stolte Holdning overmande.
Og Azo talte: „Endnu igaar
En Viv og Søn velsigned mine Aar;
Men denne Morgen har forandret Tingen:
Før Tagen hælder har jeg ingen.
Mit Liv skal tæres eensomt hen;
Dog, lad det skee — det er ei stort!
Der aander ingen Fjende eller Ven,
Som gjorde ei hvad jeg har gjort.
Hvert Baand er brudt, men ei af mig.
Lad fare det! — Min Dom er Døden!
Hugo! alt Præsten venter dig,
Og saa — betalt er Brøden.
Bort! Lad til Himlen dine Bønner vendes —
Førend dens Aftenstjerner tændes,
Prøv, om du kan tilgives der!
Dens Naade skjænke dig sin Aflad her!
Saavidt sig strækker Jordens Ø,
Er ei en Plet, hvor jeg og du
En Time sammen kunde aande nu.
Farvel! Jeg vil ei see dig døe.
Men du, Elendige! skal see ham død.
Bort! — fast svigter mig min Røst —
Gaa, Qvinde med det geile Bryst!
Ei jeg, men du hans Blod udgjød.
Gaa, hvis det Syn du kan udholde,
Glad ved et Liv, jeg lader dig beholde!”
Og her stolt Azo skjulte Panden,
Thi Aaren svulmede og slog,
Som om en modsat Retning Blodet tog
Og hedt tilbage i hans Hjerne jog;
Og derfor bøied han sig ned, og for sit Bryn
Han skjælvende en Stund holdt Haanden,
At skjule sig for Mængdens Syn.
Men Hugo, lænkebunden, Armen hæved,
En stakket Frist han af sin Fader kræved
At høres i; skjøndt stum, tilsteder
Ham Fyrsten det, hvorom han beder.
„Tro ikke, at jeg frygter Døden —
Thi du har seet mig ved din Side
Blodstænket over Valen ride,
Og dette Glavind, Trælle sled
Af mine Hænder, som du veed,
Har udøst mere Blod for dig og Dit,
End Øxen kan besudles af for mig og Mit.
Tag hvad du gav igjen tilbage —
En Skjænk, jeg ikke takker for! Ei glemt
Er, maa du troe, min Moders Klage,
Forskudte Elskov og forspildte Ære
Og hendes Afkoms Arv af Skam.
Men hun er der, hvor hendes Søn
Og din Medbeiler snart skal være;
Et Hjerte og en Hals, som bløde,
Skal vidne for dig fra de Døde,
Hvor trofast og hvor dyrebar
Som Elsker du og Fader var.
Vel sandt, jeg mig mod dig forbrød —
Men Ondt mod Ondt? Det ei fortrød
Det andet Offer for dit Overmod,
Den Brud, du mig fratage lod:
Du saae og tilbad hendes Ynde,
Og med min Fødsel, just din Synd, du jog
Dyb Skjændsel over mig og Æren tog;
Jeg var en Usling, hende altfor slet,
Fordi, sandtnok, jeg ei min Ret
Godtgjøre kunde til dit Navn
Som Arving af din Fyrstestol.
Og dog — var blot en kort Tid min,
Der skulde straale om mit Navn
Selvvunden Glands — en bedre Sol,
En større Seierskrands end din.
Et Sværd var mit, og i min Magt
Er der en Aand, saa uforsagt
Og vel saa værdig Fyrstekroner,
Som i din Slægts Baroner.
Ei altid meest foruden Dadel
Var Riddersporen hos den gamle Adel;
Og min har sporet Gangeren frem
Langt foran Fyrster og alle dem,
Naar Pauken klang, og Kampskriget lød:
„For Estes Banner Seir eller Død!”
Jeg vil ei Forsvar, vil ei Rettergang,
Ja, ei bønfalde vil jeg dig engang
Om nogle Timer eller Dages Frist —
De rulle med mit Støv dog hen tilsidst.
Den Slags Henrykkelse, jeg nylig nød,
Kan endes kun, og gjør det og, med Død.
Lad end mit Navn, min Fødsel være ringe
Og dit høibaarne Slægtskab tvinge
Til Væmmelse og til Foragt:
Dog i mit Ansigtstræk — giv Agt! —
De finde Spor, min Faders Ansigt liig;
Og i min Aand — Alt ligner dig:
Fra dig den Hjertets vilde Tvist,
Fra dig — hvi stirrer du saa vist? —
Fra dig i al sin Fylde stammer
Min Arm af Styrke og min Sjæl af Flammer;
Du gav mig Liv ei blot, men du
Gav det, som gjorde din mig meer endnu.
See her din brødefulde Bryndes Løn:
Gjengjeld i din dig altfor lige Søn!
Min Sjæl er ei Bastard; thi min
Afskyer al Tvang, som din.
Og dette Aandedrag, den flygtige Gave,
Som du saasnart igjen vil have,
Jeg agted ikke meer end du tilvisse,
Naar Hjelmen blinked om din Isse,
Og vi jevnsides rede
Henover faldne Mænd i Slagets Hede.
Hvad er fordi, er intet, og tilsidst
Er det, som kommer, det, som gik;
Dog gad jeg dengang lukt mit Blik:
Thi skjøndt min Moder du bedrog forvist
Og min bestemte Brud for dig tog hen,
Saa føler jeg, du er min Fader end;
Var Røsten streng, som fra din Læbe kom,
Ubillig var dog ei din Dom.
Begyndt i Synd, i Skjændsel endt,
Eens er mit Liv udslukt og tændt:
Som Faderen synded, synded Sønnen,
Og ham for begge rammer Straffelønnen.
Min Brøde seer vel rædsomst ud —
Men mellem os maa dømme Gud!”
Han taug, og med korslagte Arme,
Som klang af Lænker, stum han stod.
I Kredsen rundt om Thronens Fod
Var ingen Mand, hvis Øre
Koldsindig denne Raslen kunde døie,
Til Parisina — ak, den arme!
Tiltrak sig atter hvert et Øie.
Kunde hun saadan hans Dødsdom høre?
Bleg, sagde jeg, stiltiende stod hun,
Til Hugos Meen den levende Grund.
Vidtaabne hendes Øine saae
Ei fra den Plet, de stirred paa,
Og aldrig sank de skjønne Laag,
At skjule Blikket, eller skygge dog;
Men om et Blaat af dybest Farveskjær
De hvide Kredse voxte meer og meer,
Og der med Blikke som af Glas hun stod,
Som var der Iis i hendes størknede Blod;
Men af og til bestandig gled
En Taare, stor og hastig samlet, ned
Fra Øielaagets lange, mørke Rand —
Det maa man see, det kan man ei fortælle,
Og de, som saae det, undres maae forsand,
At slige Draaber fra et Øie vælde.
Hun prøved paa at tale, hendes Røst
Blev qvalt i det udspændte Bryst;
Dog syntes, i det sagte, hule Suk, hun drog,
Som hele Hjertet vaanded sig og slog.
Det var forbi — hun prøved det igjen,
Da brast i et langt Skrig al Røst, og hen
Paa Jorden som en Steen hun faldt,
Som Billedstøtten fra sin Grundvold revet,
Meer liig en Ting, der aldrig leved
— Et Monument af Azos Viv —
End hende med det arme, brødefulde Liv,
Hvem hver en Følelse som Spore gjaldt
Til syndig Daad, men som ei havde Magt
At bære dens Opdagelse og dens Foragt.
Og dog hun leved, ja, for snart kom Timen,
Der endte den dødlignende Besvimen,
Men bragte ei Fornuft: hver Sands
Ved Rædslens dybe Rysten gik i Staa.
Som Buestrengen, man i Regnen spændte,
Forfeiler Maal og Skud,
Hver svækket Trevl i Hjernen sendte
Vildfarende sin Tanke ud:
Fortiden sort, Fremtiden mørk,
Omblusset kun af Vanvidsflammen,
Som Lynglimt i en øde Ørk,
Hvor Midnatsstorme kæmpe sammen!
Hun frygted, følte Skræk og Gru,
Rædsomme Byrder tynged hendes Hu,
Hun vidste, Synd og Skam var mellem dem,
At der var En, som skulde døe — men hvem?
Det var forglemt. Mon selv hun leved end?
Var det endnu den samme Jord, de samme Mænd,
Den samme Himmel? Hvor forvirret!
Eller var det Fjender, disse der, som stirred
Foragtelig med Kulde
Paa Blik, dem forhen vennehulde?
Alting var ubestemt og uden Baand
For hendes vankende, vildfarne Aand;
Af Angst og Haab et Virvar uden Ende.
Snart under Graad, snart Latter, saae man hende,
Vanvittig stum i al sin Qvide,
Med sorte Rædseldrømme stride;
Forgjæves dog anstrengte hun sin Magt,
Forgjæves kæmped hun, at blive vakt.
Alt Klosterklokken ringer,
Men drøvelig og svag
I Taarnets Hul den svinger
Og gungrer dybe Slag;
Alvorlig de til Hjertet gaae.
Hør! Sangen lyder allerede,
Sangen for Døde dernede,
Eller for dem, der snart er ligesaa.
For et Væsens Sjæl, som bortgaaer,
Liigpsalmen lyder, og Kirkeklokken slaaer.
Nær ved sit jordiske Maal han staaer:
Knælende ved Munkens Knæ
(Munken flau at høre, ynkelig at see),
Knælende ved Lyden af Klokken,
Rundtom sig Vagten, foran sig Blokken,
Og Bødlen med blottet Arm, for, naar han vil,
Med stadig Kraft at kunne hugge til,
Prøvende Øxens skarpe Bid
Og hvæssende den paany med Flid;
Mens Kredsen af en maalløs Mængde tættes,
For ved en Faders Dom at see en Søn henrettes.
Endnu en Times Herlighed,
Før denne Sommersol gaaer ned,
Der steg paa Rædselsdagen, som til Spot,
Med renest Glands, skyfriest Blaat;
Dens Aftenlysning rød
Sig over Hugos uheldsvangre Hoved gjød,
Mens han, sit sidste Skriftemaal
Fremstammende, med stille Taal
Og angerfuld Hengivenhed
For Munken bøies ned,
At høre Ordet, som forkynder
Tilgivelse den dødelige Synder.
Som der han lyttende, nedbøiet laae,
Hans Isse Solen glimred paa,
Og Haaret bruunt i Krøller gled
Halvt om den nøgne Nakke ned;
Men mere stærk endnu den hvide
Solstraale faldt paa Øxen ved hans Side
Og funkled med en klar ætherisk Strime.
O, det var en bitter Afskedstime!
De Haardeste med Rædsel maatte stride:
Sort Brøde og retfærdig Dom —
Dog gjøs det i dem, da den kom.
Nu ere alle Bønner sendt mod oven
For den falske Søn, den Beiler saa forvoven,
Talt hver Synd, læst hver Bøn, han vidste;
Sig nærmer blandt hans Øieblik det sidste.
Kappen, den flagrende, først faldt,
Og nu de tykke, brune Lokker alt;
Det er forbi, tæt er de ham afskaaren.
Den Trøie, til det Sidste baaren,
Det Skjerf, ham Parisina gav,
Maa ham ei pryde i hans Grav.
Alt det man kaster nu tilside,
Og omkring Øiet Klædet slaaes, det hvide;
Men nei — nei, denne sidste Skam
Skal ikke overgaae hans Blik og ham;
Al Følelse, der lod som slukt, paany
Halvt vaagnede i dyb Afsky,
Da Bødlens Hænder gav sig til og vilde
Hans Øine ved et Skjul fra Lyset skille:
De havde til at skue Døden Mod.
„Nei, eders er mit spildte Liv og Blod,
Min Arm er lænket fast; men skik
Mig ud af Verden med mit frie Blik —
Hug!” og idet han Ordet sagde,
Han Hovedet paa Blokken lagde.
Det var det sidste Ord, da han sig bukked:
„Hug!” og glimtende faldt Huggget —
Sprang Hovedet — og livløs, fuld
Af røde Pletter, Kroppen sank omkuld
I Sandet, som hver dyb Blodaare slukked
Og med sin blodige Regn bedugged.
Hans Læber og hans Blik krampagtig spille
Endnu et Øieblik — saa evigt stille.
Han døde, som en Mand skal døe med Rette,
Foruden Pral, foruden Trætte.
Ydmyg bad han og tilfode faldt;
Præstens Løfter ham for fulde gjaldt,
Og hans Haab fortvivled ei om Alt.
Medens han for Præsten knælte,
Ei noget Jordisk mere ham besjælte;
Hans vrede Herre — og hans Elskerinde, hun —
Hvad var de for ham i en saadan Stund?
Nu intet Had, nu ingen Anke,
Til Bøn kun Ord, for Gud kun Tanke —
Paa de Ord nær, han sukked
Henbøiet under Bøddelhugget
Om Død med Øiet uomvunden,
Det eneste Farvel, ham slap af Munden.
Hidtil, som tomt for Livets Kilde,
Enhver Tilskuers Bryst stod stille;
Men nu fra Mand til Mand vidtom
En kold, elektrisk Gysen rendte,
Idet det faldt, det Dødsens Hug
Paa ham, hvis Liv og Elskov endte;
Og blandet med en Hysning kom
Fra hver en Barm et angstfuldt Suk.
Men ingen Lyd meer skingrende dog brast
Bagefter Hugget, som med fast
Og kraftig Iil til Blokken trængte,
End een — Hvis var den Røst, som sprængte
Den tause Luft med saadant Hviin?
Saa vildtfortvivlende, som Skriget
Af Moderen, der søger sin
Hjertelskte Glut og finder Liget.
Til Himlen trængte denne Jammer,
Som kom den dybt fra evige Flammer.
Igjennem dit Borggitter, Azo! skriger
Den skrækkelige Røst og op til Himlen stiger,
Og didhen vendes hvert et Blik.
Men Lyd og Suk med eet forgik.
Det var en Qvindes Skrig, og aldrig tvang
Fortvivlelsen Lyd til vildere Klang;
Enhver, som hørte det i Luften briste,
Barmhjertig ønskede, det var det sidste.
Hugo er død; og fra den Time vil
Om Parisina man i Hal og Hytte
Forgjæves skue og forgjæves lytte.
Hendes Navn — som var det aldrig til —
Var banlyst fra hver Mund og Øre,
Liig Ord, vanhellige at høre;
Og af Fyrst Azo Ingen, selv i Løn,
En Lyd fornam, som angik Viv og Søn.
Ei Grav, ei Mindesteen dem sattes —
Ham idetmindste, som vi dræbes saae,
Hans Støv Indvielsen maa fattes.
Men Parisinas Skjæbne laae
Skjult, som et Liig med Kistelaaget paa:
Om hun i Klostret Tilflugt fandt
Og der den tornede Vei til Himlen vandt,
I Rad af Aar hudflettet, hungrende og vaad
Af de søvnløse Nætters Graad;
Om ved Giftbægret eller Staalet blank
Til Straf hun for sin sorte Elskov sank:
Hvad eller hun i Timen, i den samme,
For mere hastig Marter maatte synke,
Liig ham, hun saae Blodøxen ramme,
Idet hun Deel i Bøddelhugget tog,
Og Hjertet, fuldt af Hast, som for at ynke
Den Sønderknuste, brast, idet det slog:
Man veed det ei — og Ingen faaer det vide;
Men hvad hun ogsaa maatte lide,
Begyndte hendes Liv, og endte det med Qvide.
Og Azo fandt en anden Brud,
Og bolde Sønner gav ham Gud;
Men ingen dog faa elskelig og brav
Som han, der smuldred i sin Grav;
Og var de end — hans kolde Blik
Kun flygtigt over deres Blomstring gik;
Et halvqvalt Suk var Alt, de fik.
Men aldrig Graad paa Kinden hviilte,
Og aldrig det mørke Aasyn smiilte;
Paa Fyrstens stolte Pande sad
Erindringsfolderne i afbrudt Rad,
De Furer og de dybe Skaar,
En Ploug af Kummer skar før Tiden,
Ar af de smertefulde Saar,
Hans Sind modtog i Sjælestriden.
Al Fremtids Fryd og Qval for ham var slukt,
Hans hele Livsens Frugt
Var søvnløs Ro, aarvaagen Plage,
Glandsløse og fortabte Dage,
Et Hjerte, sig selv en Byrde til det Sidste,
Der ei kan glemme og dog ei vil briste;
Der, naar det synes koldt og dødt,
Har dybest Nag, er ømmest blødt:
Hvor tykt endogsaa Isen lægges,
Kun Overfladen er det, som bedækkes;
Paa Bunden gaaer den stride Elv
Og kan ei standse, om den vilde selv.
Hans lukte Barm af Følelser blev gjæstet,
Som der Naturens Magt har fæstet
Med altfor dybe Rødder til at glemmes,
Om ogsaa Taareløbet hemmes.
Om end med Vold vi qvæle dem
Og hindre fra at bryde frem,
De tørres ei — de Taarer trille
Tilbage til den indre Kilde:
Der, i den dybe Brønd, de rinde,
Der slutte de sig evigt inde,
Useet, ugrædt, en Strøm, som aldrig endes,
Og rigest der, hvor mindst den kjendes.
Med Følelsernes efterladte Krav;
Med Angst for dem i sorten Grav;
Med Muligheden plat fortabt
At fylde Svælget, hines Død har skabt;
Foruden Haab, at sees med dem igjen,
Hvor Sjæle mødes, Ven med Ven;
Med en Samvittighed, hvis Røst
Gav Dommen Ret, og med den Trøst,
De grov dem selv en Grav ved deres Brøde —
Dog Azos Liv for evig var lagt øde.
Lad Træets visne Grene hugges ned
Med varsom Haand, det giver Kraft,
Desbedre stiger Liv og Saft,
Og Kronen breder sig derved;
Men dersom Lynet med sin Flamme
Slaaer ned, hvor Toppen frodig suser,
Det føler i sin Marv den tætte Stamme,
Og aldrig meer et Løv sig kruser.
Byron.