Er en Blomst nær ved at visne, den forfriskes kan igjen,
Og et Hjerte, som vil briste, det kan trøstes af en Ven.
Sagnet gaaer, at hver en Plante har en anden til sin Lyst,
Har en anden Urt, som livner, styrker og forsvarer den.
Rosen fandt sin Sjæls Udkaarne i den grønne Semperviv;
Trives denne i dens Nærhed, kan ei Rosen skrante hen.
Mellem Planter, mellem Stene, mellem alle Verdens Dyr
Virke Sympathiens Kræfter, selv mellem stolte Mænd
Hvor er den, som ikke føler, at hans Liv mon plat forgaae,
Findes ei det Skjød, hvori han lægge kan sit Hoved hen?
Hvor er den saa strenge Qvinde, at hun ikke sygner bleg,
Naar hun, som en Ranke, rives fra den elskte Ungersvend?
Hvor er den, det være Qvinde, være Mand, som ei har følt
Sympathiens Lægedomme skjænke Liv og Kraft igjen?
Hvor er den Ulykkelige, siig mig, som forgjæves veed,
At det Hjerte, som vil briste, kunde trøstes af en Ven?
Den 10de October 1836.