Vent ham ei længer, du Danmarks friske, yndige Sommer,
Vent ham ei længer med Blomster og Glæde; han kommer ei mere.
Ei til Velkomst, Venner, bereder det duftende Bæger;
Han, som vi rakte det helst, vor Fischer, kommer ei mere.
Fjern, hvor Javaneren samler paa fugtige Marker sin Riisfrugt,
Standste hans Vei; der lagde han træt sig til Hvile, og Palmen
Breder sit prægtige Blad høitidelig over hans Gravhøi.
O, hvor længtes vi Alle, hvor speidende søgte ei Blikket
Høit fra Bakkernes Hang den kommende Seiler paa Sundet?
Begede Sjouer, der rendte med Sømandens Kuffert fra Broen,
Var os et lysteligt Syn, i hans Spor vi drømte den Savnte.
Og naar det banked paa Døren med svag, ejendommelig Banken —
Ak! det var ham dog ei, ei vor Vens alvorlige Ansigt,
Mørknet af Solen, men lyst af det mildeste, reneste Venskab.
O bebreider ham Intet; han veg jo beskeden for eder,
I, som foragte en Sjæl, der har barnligen offret sig Konsten,
Eder han veg — han veg for den nordiske Kuld, og i Syden
Favnte ham to Gange hedt, med begeistrende Skjønhed, Naturen,
Ak! og tredie Gang i et Kys tilaaned ham Døden.
Men han var lykkelig, ja, Poesien belønner sin Dyrker;
Nu i sin evige Fred forklaret han svæver omkring os,
Venskab ham offrer og længe skal offre ham hædrende Veemod.
1825.