Glødende Rose, halvskjult af de vaargrønne Blade!
Stille dig kysser mit Blik ømt gjennem Rudens Crystal.
Ak! saa livsaligt i Dag henrykker dit venlige Smiil mig,
Glædens himmelske Glands lyser din purpurne Kind.
Sikkert den Yndige nys, med Kildens straalende Vandspring,
Lædsked din tørstige Rod, livned din gyngende Green:
Derfor i Fryd, i blomstrende Fylde du slynger din Bladkrands,
Aabner for hende din Barm, spreder for hende din Duft.
O hvor lykkelig er du! Paa dig de sjælfulde Blikke
Kjærlig vel mangenengang dvæled i Tankernes Flugt;
Stundom den Yndige vel, med stilleblussende Kinder
Hælded sig blidt over dig, støttet til snehvide Arm.
Føelte du da — ak! fornam du den elskovduftende Aande?
Tolked dig lønlige Suk Sjælens det mystiske Sprog?
Randt fra Himlen ei en Taare ned paa din Stengel?
Glødende Rose du! Kjærligheds smilende Blomst!
Siig: talte aldrig om Elskov de frygtsomtbævende Læber?
Hvidsked aldrig mit Navn stille den rødmende Møe? —
— Glødende Rose! min Kjærligheds ømme Veninde!
Ak, hvi skjuler du dig bly bag det saftgrønne Blad?
Lærte det saaledes dig den grumme Hjerternes Dronning?
Skal end den brændende Piil dybere saare mit Bryst?
Ak, du jager dog ei mit dristigflagrende Haab bort!
Skjælmsk paa dit grønne Gevandt stirrer den smilende Alf,
Grunder, og danner sig snildt af Bladets haabvinkende Farve
Kunstig et trøstende Svar, Balsom for Elskerens Sjæl.