„Hvad har du for i den deilige Nat?
Vanvittigt vifter det dunkle Krat,
Sig angst Violerne lukke;
Og Rosen, den er af Skam saa rød,
Og Lilien staaer bleg som en Død,
De tør neppe dufte, de sukke.”
O, kjære Maane, ja Du har Ret!
De fromme Blomster, jeg handlede slet,
De piinte Stakler, de Qvalte!
Men kunde jeg troe, de lyttede til,
Da jeg, beruset af Elskovs Ild,
Henrykt med Stjernerne talte?
H. Heine.