Jeg har seet den store Verden!
Sagde jeg „den store”? Himmel!
Jeg har seet den lille Verden,
Verdens allermindste Strimmel!
Hvor de Mindste er de Største,
Hvor det Visne er det Grønne,
Hvor det Fine er det Gode,
Det Moderne kun det Skjønne.
Intet aabent — Alting lukket,
Intet opreist — Alting bukket,
Intet vittigt — Alting trukket,
Intet Heelt, men Alting plukket!
Hvilken Tomhed, hvilken Dødhed
I de brede Marmorsale!
Hvilken Mathed, hvilken Flauhed
I den stive Søndagstale!
Lad mig flygte til dit Hjerte,
Ven! og der mit Hoved skjule!
Som en Eneboer flygter
Til sin Ørkens vilde Hule.
1842.