Der var mere i mit Hjerte
End sædvanlig, kan jeg tro;
Ikke Een blot var derinde —
Det var Sagen — der var To.
Der var altsaa i mit Hjerte
Blot lidt mere, end der bør.
Som en Furie den Skjønne
Mødte mig og raabte: „Hør!
Med din Stok skrev du i Sandet —
See kun efter — vil du see?
Endnu staaer det der i Gruset,
Dette krumme, dumme C!
Dette Bogstav, som jeg hader!
Navnet paa en Bagatell,
Paa en spinkel Dukkeskabning
Sammensat af Puf og Spjæld!
I hvis Hoved alle Tanker
Ere, som min tomme Handske,
Parfumeerte, glatte, lækkre,
Uden Indhold — dertil franske!
Og for denne Silkedronning
Skal jeg offres, skal jeg døe —
Ha, jeg styrter mig i Floden —
Tag mit Kys og mit Adieu!”
O, hvor Vreden dog forskjønner!
Hendes Ansigt var som Snee,
Hvorpaa Ildebrandens Gjenskin
Er i Nattens Mulm at see.
1839.