Hvor var vi dog eengang saa muntre og glade;
Dengang vi ei naaed til Træernes Blade,
I Grønningen sprang og leged med Lyst,
Og voved et Kys, og voved en Dyst —
O alting var saa roligt og saa godt,
For lavt var aldrig Himlens Blaat,
Og Jorden var os hellerei for lille,
Alting var just hvad Børnene vilde,
De Blomster var smaa, men dufted saa søde,
Og Taarerne var den eneste Brøde.
O lader os stræbe i Daad og i Sang
At vorde et Barn af dybere Klang,
Skjøndt store vi Synderes større nu har,
Som eengang et lille, uskyldigt vi var!