Til Baronesse Rosenørn-Lehn paa hendes Fødselsdag
Den 1ste Januar 1850.
Den 1ste Januar 1850.
Af Krigens Trommer og Trompeter skræmmet,
Berøvet Munterhed og gamle Venner,
Min stakkelse Muse Længselssukket sender
Til Øen, kjær for hendes Sind som Hjemmet —
Til Øen, o! hvis Savn har hende græmmet,
Saa neppe meer sit eget Smiil hun kjender —
Saa at hun flygter og ei Flugten ender,
Før hun har fundet hvad ei meer er fremmedt —
Sit Guldborgland! Af Glæde hun bevinges,
Alt Aarets første Dag sin Fest bereder,
Hvor hendes Strengeleg tør sagte røres —
Hvor Kjærligheds og Venskabs Gaver bringes —
Der knæler hun, som fordumtid, og beder
En sagte Bøn, men som i Himlen høres.