Symbolismen
Symbolismen havde sin foregangsmand i den franske lyriker og kritiker Charles Baudelaire (1821-1867) og en af de sidste store repræsentanter var tyske Rainer Maria Rilke (1875-1925). Fra det toneangivende Frankrig blev den fra omkring 1890 den dominerende lyriske retning over hele Europa. Symbolismen er på samme tid et opgør med både romantikken og realismen, og dog henter den elementer fra begge retninger. Det gjaldt nu den indre verden, lyrikken kunne ikke længere bruges til at formidle ideologiske budskaber som i romantikken eller mangelen på ideologiske budskaber som i den realistiske kunst, men måtte samle sig om sig selv og sit eget formsprog. Digter-jeget blev en neutral størrelse i et absolut univers, et idéernes rige som man satte i stedet for (den realistiske) romanens virkelighedsunivers — hvor symbolismen får træk fra romantikken. Digtningen var ikke for den brede masse, fordi det romantiske helhedssyn havde spillet fallit overfor samfundsudviklingen, der var skabt et skel mellem digter og borger.
Baudelaire skriver erklæret under indflydelse af Edgar Allan Poe (1809-1849), som med sit rige symbolske sprog og sin formbevidsthed skilte sig ud fra samtidens sen-romantik. Arthur Rimbaud (1854-1891) kalder sig Baudelaires direkte arvtager. Stéphane Mallarmé (1842-1898) og Paul Verlaine (1844-1896) er foregangsmændene for symbolismen i Frankrig i 1890’erne. Påvirkningen når også til Irlands William Butler Yeats (1865-1939), men hos ham er symbolismen ikke hele løsningen og han nærmer sig mysticisme i sin lyrik inspireret af og med motiver fra hans keltiske kulturarv.
I Danmark var de tre studenterkammerater fra 1884 Viggo Stuckenberg, Sophus Claussen og Johannes Jørgensen som var samlet om tidsskriftet Taarnet, som første gang udkom 21. oktober 1893 og videre i ti numre frem til september 1894. Heri præsenterede de deres egen lyrik samt oversættelser af Baudelaire, Verlaine, Mallarmé, og andre. De tegner, med hvert deres særpræg, den danske symbolisme — "det sjælelige gennembrud." Sophus Claussen er den udfarende livskraftige, medens Johs. Jørgensen er den melankolske som omvendes til katolicismen.
Symbolismen kan siges at være romantikken i en moderne verden. Den er ikke ideal-søgende som dansk romantik, men snarere den tyske romantik som søgte opbrud. Den er både en verdensanskuelse og en æstetik. Johs. Jørgensen hævder at symbolisme er troen på en anden verden udenfor — i stil med romantikken — hvilket er i strid med symbolismen generelt. Han vil frigøre mennesket fra det empirisk sanselige ie. positivismen. Bundet rationalitet giver meningsløshed. "Transcendens" sætter Johs. Jørgensen i stedet.
Symbolismen er en tro på en metafysik, som tidligere i århundredet. Sjælens sammenhæng med naturen opfattes af digteren, og han fornemmer altings sammenhæng. Den ydre virkelighed bliver symbol på en bagvedliggende virkelighed, som poeten ved billeder og symboler kan udtrykke sin indsigt i. Ikke opfindelser af historier men videregivelser af stemninger. Ikke underholdning men indtryk.