Dekadenter

        Dekadenter (fr. décadents, af décadence, Forfald), det Navn, hvormed i Frankrig en ny Kunstretning, navnlig inden for Litt., i Slutn. af 1880’erne hyppig betegnedes. Den opstod mod den i fl. Aartier herskende Naturalisme, forkastede Romanens analytiske Behandling af alskens Virkelighedsstudier, der hver for sig havde lige megen Berettigelse, blot de indeholdt vægtige documents humains, og dyrkede paa ny den subjektive Lyrik for at undersøge Jeg’et, Tingenes usynlige Sjæl, Fænomenernes mystiske Natside. Som Banebryder og Forbillede opstillede de ny Dekadent-Lyrikere Baudelaire, de grundede en Revue wagnérienne for at hævde Poesiens Slægtskab med Musikken, de brød med akademisk Versbygning, den strenge Cæsur, Stavelsesvurderingen og søgte at forene Ordene til en Art rytmisk Prosa, der med sin evige Melodi skulde vække musikalske Følelser og skabe visse bestemte Klang- og Synsfarver, bundne til selve Ordets Lyd ell. Begreb. I Navnet D. ligger tillige en Henvisning til Slægtskabet med de rom. Sølvaldersforfattere, den klassiske Forfaldsperiode med dens hypernervøse Raffinement i Følelser og Nydelser. Ogsaa uden for Frankrig anvendtes Benævnelsen D. saavel i Kunst som i Litt. Imidlertid skiftede Skolen snart Formation og Navn, og der opstod de ny Betegnelser: Symbolister og Syntetister. Til den ny Retnings Digtere regnedes i Frankrig: Stéphane Mallarmé, Paul Verlaine, Jean Moréas, Jules Laforgue, Anatole Baju, Paul Adam, René Ghil, Pierre Quillard, Francis Vielé Griffin, Stuart Mérill, Francis Poictevin, Belgieren Maurice Maeterlinck o. s. v.