Sturm und Drang

        Sturm und Drang [’∫torm-ont-’draŋ] (efter Maximilian Klinger’s Drama »S. u. D.« 1776) ell. »Genitiden« er Benævnelsen paa Tidsrummet 1763—89 i tysk Litteratur. Det er især Rousseau med hans Hævden af Følelsernes Ret og hans Sværmeri for et Liv i Naturen, som paavirker en Række unge Digtere: Goethe, Schiller, Klinger, Leisewitz, Lenz, Maler Müller, Wagner, Schubart, Heinse, Gerstenberg og Stolberg, og faar dem til over for den filistrøse Oplysning at stille Lidenskaben i dens Oprør, Frihedstrangen i dens Ubændighed og det enkelte Individs absolutte Bevidsthed om sit eget Geni og dets Ret. Goethe har i »Dichtung und Wahrheit« givet en livfuld Skildring af hint mærkelige Tidsrum, som fremkaldte saadanne Hovedværker som »Götz von Berlichingen« og »Kabale und Liebe«, men ogsaa Karikaturer af den opr. stillede poetiske Fordring til Lidenskab og Kraft. »S. u.D.« satte mange Ideer i Omløb, som genoptoges af efterfølgende Litteraturretninger. Den romantiske Skole rendyrkede f. Eks. atter Folkevisen, og hos Kleist, Hebbel og Otto Ludwig findes en videre Udformning af det Virkelighedskrav til Dramaet, Retningens unge Skuespildigtere med saa stor Heftighed havde fremsat. Saaledes virkede »S. u. D.« befrugtende og opildnende langt ned gennem Tiden. (Litt.: Vilmar, »Die Genieperiode« [1872]; Erich Schmidt, »Richardson, Rousseau und Goethe« [1875]; M. Rieger, »Klinger in der »S. u. D.-Periode«« [1880]; J. Minor, »Goethe und Wagner« [1889]; R. Weiszenfels, »Goethe im »S. u. D.«« [1894]; G. Kecheis, »Dramaturgische Probleme in »S. u. D.«« [1907]. Udgave af »Die Stürmer und Dränger« i Kürschner: »Die deutsche Nationallitteratur«).