Rokoko
Rokoko [dansk alm. ro’kåko, fr. råkå’ko] (af fr. rococo, beslægtet med rocaille, s. d.) er Betegnelsen for den Dekorationsstil, der herskede i Europa c. 1730—60. Som andre Stilnavne (Gotik og Barok) har Ordet opr. sikkert haft en nedsættende Klang, og det skal først være brugt i Revolutionstidens fr. Emigrantkredse, da R. var fortrængt af Nyklassicismen. I Frankrig, hvor R. dog skabtes, kalder man den hellere med Kongenavnet: Style Louis Quinze.
Som Arkitekturstil er R. i Virkeligheden en Afart af Barokken, om end kendelig ved fr. Elegance og Beherskethed, ved Opløsning af Bygningsmasserne i Pavilloner med lavere Forbindelsesbygninger, ved den sarte og udtryksfulde Modellering af Façaderne i flade Lisener, der næsten umærkeligt indrammer Vinduesfelterne (smlg. Bygningskunst, S. 337 f.). I udpræget Grad er R. Dekorations- og Møbelstil, og dens sikre Kendetegn er Ornamentikken. Ogsaa paa dette sit specielle Omraade arbejder den paa Grundlag af den forudgaaende Barok og drager Konsekvenserne af den Udvikling, som var foregaaet i fr. Dekorationsstil under den senere Louis-quatorze Stil og under Regentstilen. Til »Rocailler« har Motiverne ingen særlig Tilknytning, men malerisk forflygtiges allehaande Barokmotiver, Baandakantus, Palmegrene, Muslingskaller, der alt sammensvejfes til ny Ornamenter, til et elegant modelleret Formspil, hvori de enkelte Bestanddeles Natur svækkes og glemmes. Motiverne var allerede sammensvejfede af Regentstilen, men afgørende for den egl. Rokokostil er Ornamentikkens, særligt Muslingeskalmotivernes, Brud paa Symmetrien. Med fuld Bevidsthed gennemfører R.’s Kunstnere det usymmetriske Ornament som en raffineret Detaille i den strengt symmetriske, bundne Arkitektur.
Det usymmetriske Rokokoværks banebrydende Kunstner er sikkert Norditalieneren Meissonnier, der arbejdede i Paris fra 1726 til sin Død 1750, et dristigt, dekorativt Talent, der vovede at drive Stilen til dens yderste Grænse. Franskmændene selv viste sig mere beherskede, f. Eks. Boucher (Molière-Udgaven 1734), Boffrand, Leroux. Cuvilliés, der førte fr. R. til Sydvesttyskland. Selv i sin egl. Blomstringsperiode, 1730—45, var R. ikke absolut eneherskende i Frankrig, men kæmpede med Akademiets konservative Tendenser og fortrængtes hurtigt af Nyklassicismen, som protegeredes af Mad. Pompadour. Men i sin kortvarige Storhedstid prægede den i høj Grad Møbelkunsten (smlg. Møbelkunst, S. 563) og gjorde sig gældende paa alle Kunsthaandværkets Felter.
Fra Frankrig naaede Stilen at brede sig over største Delen af Europa, hvor den holdt sig længere, men i Reglen satte en god Del af den fr. Elegance overstyr og fik et mere borgerligt ell. i al Fald mere tungt, barokt Anstrøg. Til Danmark naaede R. c. 1740, medens Christian VI’s Christiansborg opførtes, og kom især til at præge Slottets Indre; af vore Arkitekter blev især Eigtved R.’s Tilhænger. Det hjemlige Kunsthaandværk behersker den endnu under Frederik V (1746—66), skønt Jardin ledede Arkitekturen i nyklassisk Retning, og endnu et godt Stykke ind i Christian VII’s Tid gjorde den sig gældende i Provinsen; i visse Egne af Norge optoges den endogsaa som Almuestil.
Gennem Porcelæner og Silketøjer har R. sikkert modtaget Impulser fra kin. Kunst, og sine største Triumfer fejrer Stilen maaske i det skøre Porcelæn. Men ogsaa i Metalarbejder gør dens Formsans sig gældende; de forgyldte fr. Rokokobronzer er de kostbare Møblers fornemste Prydelser, og selv i dansk Rokokosølvs svungne Knæk føles Stilens Elegance. Da man efter Empiren i 1830’erne og 1840’erne prøvede at genoptage Rokokoen, mislykkedes Forsøget; i 19. Aarh. blev Stilen tung og plump, og for en Menneskealder siden foragtede de fleste Æstetikere R. som et Udtryk for 18. Aarh.’s Letfærdighed og Frivolitet. Denne Fordømmelse var meget uretfærdig, selv om R. er et fuldgyldigt Udtryk for sin Tidsalder og for sit Land. Ligesom den gotiske er R. skabt af fr. Aand, og ligesom Gotikken er den mesterlig og overlegen.