Renæssance
Renæssance [-’saŋsə, fr. rönæ’sã.s] (fr.), ordret oversat: Genfødelse, kaldes den aandelige Bevægelse, som fulgte efter Middelalderen og paa mange Punkter brød med dennes Traditioner og Idealer. I ital. Form, Rinascimento (Rinascito) forekommer Ordet allerede hos enkelte af Renaissancetidens Forfattere, og Bevægelsen føltes som en Genfødelse af Oldtiden. Det var da ogsaa som Oldtidsforfatternes Lærlinge, at R.’s store Aander kæmpede sig frem, og Bevægelsen skabtes i Italien, hvor Minderne om den klassiske Antik havde holdt sig stærkest og kædedes sammen med den vaagnende Nationalfølelse. Den spirer hos Dante, der dog endnu tilhører Middelalderen, og dens litterære Banebryder er Petrarca (død 1375), den første Humanist. Efter ham fulgte talrige andre Humanister, Lærde og Digtere, der ivrigt studerede og efterlignede den hedenske Oldtid. Latinen blev det fornemste Sprog, Cicero den mest beundrede Forfatter, men ogsaa det græske dyrkedes; allerede Petrarca, der kun kunde mangelfuldt Græsk, foretrak Platon for Aristoteles, og allerede før Aar 1400 ansattes en Græker som Lærer i Firenze; Italienerne var fortrolige med den hellenske Oldtidslitteratur et Par Aartier før Konstantinopels Fald, og allerede i første Halvdel af 15. Aarh. genfandt og afskrev Humanisterne den klassiske Litteratur, som ved deres Arbejde reddedes fra Undergang og efter Bogtrykkerkunstens Opfindelse publiceredes. Men dette lærde Studium førte langt videre end til Filologi og Historieforskning. Italiens politiske og økonomiske Forhold, Kappestriden mellem de mange Partier og legitime ell. illegitime Magthavere fremelskede en personlig Selvstændighed, som Haand i Haand med de litterære Interesser og de antikke Impulser førte til fri Individualisme. Humanisterne og Fyrsterne fandt hinanden; de Lærde blev Kancellister og Politikere. I Firenze, den ledende By, samlede Cosimo di Medici en Kreds af Lærde om sig, stiftede det Laurentian’ske Bibliotek, der fik Navnet efter hans Søn Lorenzo, og lod Marsiglio Ficino uddanne, Sjælen i det platoniske Akademi. Andre Byer og Hoffer fulgte Eksemplet, selv Rom, hvor Nicolaus V, valgt 1447, var den første Renæssancepave, og hvor senere Julius II og Leo X blev Humanismens og Renæssancens store Mæcener, trods den dybe Modsætning mellem Katolicisme og Renæssance, der kunde føre ikke blot til aandelig Frigørelse, men ogsaa til Tøjlesløshed. Mange af Tidens litterære Skikkelser er menneskeligt set hverken tiltalende i deres Privatliv ell. i deres litterære Fejder, og den voksende Skepsis over for Religion og Moral sammen med den antikt paavirkede Begejstring for Handlekraften (Virtu) æggede Smaafyrsterne til Ugerninger. Selv en redelig og klog Mand som Macchiavelli, der systematiserede Tidens politiske Kløgt i sin Bog om Fyrsten, kunde beundre Pavesønnen Cesare Borgia. R.’s indre Kontraster personliggøres i de hedensk tænkende og handlende Prælater og Paver i Tiden nærmest før Periodens Afslutning. Blomstringstiden i Firenze sluttede med Savonarola’s Optræden, og den rom. R. afbrødes med Roms Fald 1527, der snart fulgtes af Religionskampe og Modreformation. Eftervirkningerne var dog langvarige og vidtstrakte. De føles i den efterfølgende ital. Litteratur, og i Løbet af 16. Aarh. gaar R. sin litterære Sejrsgang gennem alle Europas Lande, overalt vækkende Begejstringen for klassisk Latin og Græsk og for antik Kultur, ansporende til litterære, sproglige og historiske Studier (Erasmus af Rotterdam). Selv Luther’s Bibelkritik bunder i R.’s litterære Studier, og skønt den frie Tanke overalt maatte bøje Knæ for den ortodokse Religiøsitet, levede R. dog videre i Universitet og Skole. R.’s Studier af Oldtidens Filosoffer er Oprindelsen til den nyere Tids Filosofi, og i R. ligger Kimene til den moderne Naturvidenskab (jfr Humanisme og Italien, »Litteratur«, S. 659 ff.).
Ogsaa for den ydre Kultur har R. Bet. Ved de ital. og fr. Renaissancehoffer lagdes Grunden til den moderne Selskabeligheds Former, og selv om man maaske her i vor Tid har haft Tilbøjelighed til at drage Skellet mellem Middelalder og R. for skarpt, er der et saare vigtigt Omraade, hvor R. har haft en alt overvejende Indflydelse, nemlig i Kunstens Verden.
Medens det litterære Aandsliv viste Vejen, fulgte de bildende Kunster efter, og med Rette er R. blevet det Stilnavn, hvormed Datidens Kunst kendetegnes, baade Billedkunst, Arkitektur og Kunsthaandværk. Ogsaa paa disse Omraader gik Italien i Spidsen. Her havde Gotikken ikke sejret saa absolut som N. f. Alperne, og den ene kunstneriske Protorenæssance efter den anden (Pisano, Giotto) viste Antikkens Magt over Sindene; her stod de rom. Ruiner, der nu fremdroges og studeredes, og her var Jorden rig paa skjulte Kunstskatte; i R. spirer vor Tids Kunstsamlinger og Museer. R.’s alment aandelige og spc. kunstneriske Centrer er i paafaldende Grad identiske. Firenze blev dens første, Rom dens anden Hovedstad, efter hvilke andre ital. Byer trods al kunstnerisk Rigdom dog først kommer i anden Række. Den egl. R.-Stils første Fase, Ungrenæssancen, begyndte c. 1400 i Firenze, hvor Brunellesco virkede som Arkitekt, Ghiberti og Donatello som Billedhuggere og Masaccio som Maler. Gennem Quattrocentisternes ihærdige Arbejder, Alberti’s Vitruvstudier, Arkitekternes Fordybelse i de antikke Former og talrige Billedhuggeres og Maleres Model- og Perspektivstudier naaede man baade en dybere Forstaaelse af Antikken og en hidtil ukendt Evne til Iagttagelse og Gengivelse; det moderne Portrætmaleri og Perspektivlæren er bl. R.’s store Resultater. I Løbet af 15. Aarh. spredtes Stilen over Italien; den ene By efter den anden kom med i Bevægelsen, indtil endelig c. 1500 Højrenæssancens kortvarige Blomstring, der væsentlig udfolder sig i Rom under Pavernes Mæcenat, naaedes af Kunstnere som Maleren Leonardo da Vinci, Arkitekten Bramante og især Rafael og Michelangelo, den sidstnævnte paa een Gang R.’s sidste store Høvding og Barokkens Fader. Efter ham kan der vel tales om en ital. Senrenæssance, og hvad Arkitekturen angaar, trivedes en teoretiserende-klassisk Retning ved Siden af den frie barokke, i Lighed med tilsvarende Retninger i Billedkunsten. At drage nogen skarp og bestemt Grænse mellem R. og Barok er i Virkeligheden umuligt; Overgangene er glidende. Men det, der nu virkelig førte fremad, var de barokke Tendenser, selv hos en Klassiker som Palladio. Naar R. aldrig, som senere Nyklassicismen, mundede ud i slavisk Efterligning af den beundrede Antik, ligger det vel fra først af deri, at Kendskabet til Forbillederne endnu var mangelfuldt, men det blev tilsidst den i Barokken udtrykte kunstneriske Skaberevne, der forstod at hævde sig over for de lærde Studier.
Ligesom den litterære fik den bildende R. langvarige og vidtstrakte Eftervirkninger. Efter 1500 bredte Stilen sig N. f. Alperne, allerede i Norditalien og endnu mere i Nordeuropa krydset med gotiske Traditioner. I Nordeuropa gentager sig Stilfaser, som afspejler de ital., og som kan kaldes Ung-, Høj- og Senrenæssance, men ganske vist i anden Betydning og efter anden Maalestok end de ital. Stilnuancer. Alle tre Perioder var langt mere gotiserende end den aktive ital. R., og Billedkunsten havde til Tider svært nok ved at tilegne sig Italienernes Overlegenhed. Trods al Begejstring for R. bunder Dürer dybt i sengotisk Realisme, og fra ham til de nederlandske Manierister er der et Fald, indtil Nordeuropæerne endelig i 17. Aarh. formaaede at gaa deres egne Veje i Malerkunsten og lærte at beherske den ital. Arkitekturs Finesser. Men selv om dette først skete i Baroktiden, maa R. dog siges at danne Grundlaget for Europas Arkitektur gennem 18. og delvis 19. Aarh.
Paa Ornamentikkens specielle Omraade genoptog R. i første Række Antikkens Akantusværk, men forstod ogsaa her at skabe noget kunstnerisk nyt, og paa dette Felt har den dekorative nordeuropæiske R. ud af smaa antikke Enkeltheder formet Ornamenter som Kartouche og Bruskværk. (Af Oversigtslitteratur kan fremhæves Burckhardt, »Cultur der R.«, oversat paa Dansk 1903; Valdemar Vedel, »R.’s Frembrud« (1922) og »Højrenæssance« (1923). Ang. Kunsthistorie og kunsthistorisk Litteratur smlg. især Artikler om Italien, Afsnittet »Kunst«, Billedhuggerkunst, Bygningskunst, Malerkunst og Ornamentik).