Poetik
Poetik (af gr. poietiké, underforstaaet techne, Kunst), Læren om Poesien, altsaa den Del af Æstetikken, der giver en Fremstilling af Digtekunstens Væsen, Former og Virkemidler (i Sprog, Billedverden, Rytme, Metrum og Rim). En saadan teoretisk Behandling er først given af Aristoteles, hvis P. vi imidlertid kun har i et Brudstykke, der omhandler Heltedigt og Tragedie, og han har været Grundlaget og Forbilledet for lgn. Forsøg, saaledes Horats’ i Læredigtets Form affattede ars poetica1 og i den nyere Litt. Boileau’s L’art poétique2 (1674), et i 1100 Alexandrinere affattet Læredigt, der skal give Regler for den gode Smag, og Pope’s Læredigt Essay on Criticism (1711). Grundlæggeren af nyere tysk Digtning og Metrik blev Martin Opitz ved sin »Buch der deutschen Poeterei« (1624). En mere aandfuld teoretisk Behandling har Poesien faaet af Lessing, Goethe og Schiller (hvis Brevveksling indeholder Guldgruber af fine Bemærkninger) og Jean Paul og i den af den spekulative romantiske Filosofi fremgaaede Æstetik (Hegel, Vischer, Carriere). I den nyeste Tid arbejdes der fra filol., litteraturhist. og psykol. Side paa at give P. et mere empirisk og realt Grundlag. (Litt.: Baumgart, »Handbuch der P.« [Stuttgart 1887]; Scherer, »P.« [Berlin 1888]; R. Lehmann, »P.« [1908]; Cl. Wilkens, »Poesien«. En Fremstilling af Poetikken paa psykol. Grundlag [Kbhvn 1893]; Ewert Wrangel, »Dikten och Diktaren« [Lund 1912]).
