Læredigt
Læredigt ell. didaktisk Poesi, en Digtning, der i poetisk Form (lyrisk, episk ell. dramatisk) udvikler en Lære af spekulativ, videnskabelig, moralsk ell. nyttig Art. Det tilhører nærmest et Trin i Folkenes Udvikling, da Videnskaben endnu ikke har fundet sin selvstændige Udformning, og Myte og Digtning, Refleksion og Fantasi, Prosa og Poesi gaar i Enhed som i de gl. Teogonier og Kosmogonier, til Dels ogsaa i Gnomen og Fabelen. Ogsaa senere opstaar der L., der foredrager en Genstand efter en bestemt log. Disposition og med det udtrykkelige Formaal at belære, og som saa søger at bevare Skinnet af Poesi ved gennem levende Skildringer at vende sig til Fantasien og Følelsen uden dog at formaa rigtig at smelte det didaktiske Indhold i Poesiens Form. Den klassiske Litteraturs store Mønstre paa denne Art af Poesi er Hesiod’s: »Værker og Dage«, Vergil’s Georgica, Horats’ Ars poetica1, Lucretius Carus’es De rerum naturæ. For øvrigt har alle større Litteraturer Eksempler at opvise; dansk f. Eks. Anders Sunesøn’s Hexaëmeron. Saadanne Arter af den mindre didaktiske Digtning som 18. Aarh.’s Oder til Skibsfartens ell. Kartoffelavlens Fremme ell. til Dydens Fremme har aldrig haft noget med Poesi at gøre. Derimod kan den nyere Tid opvise en Tankepoesi, i hvilken Tankeindholdet virkelig er smeltet i Stemning. Selve L. maa derimod siges at have udspillet sin Rolle.