Borgerdydsselskabet
Borgerdydsselskabet, et Selskab, som i Tilslutning til Tidens rationalistiske Ideer og en optimistisk Nationaløkonomi stiftedes i Kbhvn 1785 af »Aftenposten«’s Redaktør Emanuel Balling, »Lægen og Menneskevennen« J. C. Tode og Holmens Ekvipagemester, Kammerherre Stibolt. Med tydeligt Henblik paa Almenvellet og det »til Borgerheld sigtende« bestemtes i Selskabets Love, at det skulde være »Borgerdyd i Almindelighed og Tarvelighed i Særdeleshed helliget«, dog at »Tarvelighed er det første og vigtigste Formaal, fordi den for nærværende Tid kan anses som den Borgerdyd, der fremmer alle andre«. Selskabet begyndte ret stort, udsatte Præmier, lod afholde økonomiske og historiske Forelæsninger, grundede et Bibliotek og de to Skoler i Kbhvn og paa Christianshavn, som endnu bærer Selskabets Navn og som blev den eneste Frugt af dets Virksomhed. Thi de øvrige Bestemmelser til Luksus’ Bekæmpelse, som Medlemmerne forpligtede sig til i større ell. mindre Grad at overholde, og hvoraf mange var særdeles kuriøse, vakte kun Spot og Uvillie i den offentlige Mening, især da »Borgerdyden« vilde bryde Staven over Kjøbenhavnernes nyeste og bedste Fornøjelse, Klubberne og de dram. Selskaber. Efter kun faa Aars Eksistens standsede »Borgerdyden« sin Tilværelse under indre bevægede Kampe, og kun Navnet og de to Skoler blev tilbage som et Minde om en Tidsalders filistrøse Idealisme. (Litt.: Holger Lund, »Selskabet for Borgerdyd« [1885]).
