Allegori

        Allegori (gr.) betegner i den græske Retorik egl. en Udtryksmaade, der indeholder noget andet end det, der formelt ligger i den; den vender sig til Indbildningskraften og er altsaa billedlig, men medens Metaforen kun giver den enkelte Tanke billedlig Form, er A. mere sammensat, gaar mere i Enkeltheder og fastholdes længere. Saaledes er Fablen og Parablen forskellige Former for A., der allerede forekommer i Folkepoesien hos de fleste Nationer. Dette var ogsaa Tilfældet hos Grækerne, og herfra optoges den af Sofisterne til Indskærpelse af moralske Grundsætninger. Dette er nu ikke blot en Fortsættelse af Folkepoesiens Moraliseren, men ogsaa de mytiske Fortællinger, som opr. hænger sammen med religiøse Forestillinger, bliver nu, da de efterhaanden mister deres religiøse Indhold, udtydede allegorisk, idet Personerne opfattes som Udtryk for abstrakte Egenskaber, Dyder, Laster, Goder, Onder o. s. v. Denne allegoriske Udtydning finder ogsaa Anvendelse paa de homeriske Digte, navnlig hos Stoikerne, og efter at Tendensen har vundet i Styrke ved hos de alexandrinske Jøder at mødes med det samme Princip, bliver dette af gennemgribende Bet. for den senere Oldtids Fortolkning af ældre Værker, baade hedenske og kirkelige, og kommer til at beherske hele Middelalderen (se allegorisk Fortolkning). Heraf vil det nu fremgaa, at A. efterhaanden faar en noget snævrere Bet. Medens nemlig Fablen blot sætter Dyr ell. Genstande i Stedet for Mennesker med visse bestemte Egenskaber, bliver A.’s Personer ell. Genstande Billeder paa abstrakte Egenskaber ell. sammensatte abstrakte Forestillinger; Herakles er den aldrig trættede Stræben mod det høje, Brudgommen i Højsangen er Kristus. Ogsaa i Kunsten finder A. Anvendelse hos Grækerne og hænger sammen med den antropomorfistiske Opfattelse og Gengivelse af Guderne. Da Grænsen mellem egl. Guder og blotte Personifikationer efterhaanden udviskes, opstaar let Skikkelser, der med Rette maa betegnes som allegoriske Fremstillinger; en af de tidligste er den berømte Gruppe i München-Glyptoteket af Eirene (Freden) med Drengen Plutos (Rigdommen) paa Armen; her har Tanken — hvis Restaurationen er rigtig — været anskueliggjort ved et Overflødighedshorn i hendes anden Haand. I Maleriet anvendtes ogsaa A., men, som vi ser af Vasebilleder, ofte med den Forsigtighedsregel, at Personens Navn blev anbragt ved Siden af, for at Tanken ikke skulde være uklar. I den senere græske og i den romerske Kunst florerede A. yppigt og optoges herfra i den kirkelige Kunst, hvor den spillede en lige saa stor Rolle, som i den kirkelige Litt. Middelalderen igennem. Den bekendte liggende Nilgud er ikke saa meget et Gudebillede som en A. paa Floden; den gode Hyrde med Lammet paa sine Skuldre er Frelseren. Mange allegoriske Figurer fra den antikke Verden optages af Kirken, naar de betegner almene Begreber, Dyder, Laster o. s. v. I 13. Aarh. er A. altbeherskende; den kendes fra Giotto’s Billeder i Padua og Assisi, saavel som fra Dante’s Digterværker, og her mere abstrakt og mere sammensat end nogen Sinde. Renaissancen bringer ogsaa her en Fornyelse; Rafael’s Filosofien o. s. v., Stanzerne og Michelangelo’s Figurer paa Medicier-Gravene er enkle og klare Menneskeskikkelser, men har som saadanne sprængt den A., de skal udtrykke. I den flg. Tid, navnlig i Barokstilen, finder A. rig Anvendelse i et vidtløftigt mytologisk Apparat baade i Skulptur og Malerkunst og ikke mindst i de Kobberstik, som pryder Bøgernes Titelblade, og den har trods Lessing’s Protest holdt sig til vore Dage, navnlig i Monumentkunst, hvor Figurer som Bavaria, den danske Kvinde o. s. v. endnu anses for en rimelig Udtryksform. De Attributer, der tjener til Vejledning i den allegoriske Kunst, er oftest af symbolsk Art; Symbolet betegner en enkelt Side af det Væsen ell. den Tanke, der skal udtrykkes, medens A. skal være et Billede paa det hele.