Alfred de Vigny (1797–1863)

Vigny, Alfred de, Greve, fransk Digter, født i Loches 27. Marts 1797, død i Paris 18. Septbr 1863. Vigny tilhørte en gammel kongetro Adelsslægt og traadte purung i Bourbonernes Tjeneste, ledsagede 1815 Kongen et Stykke paa hans Flugt og blev efter hans Hjemkomst Løjtnant i den kgl. Fodgarde. Men trættet af den ensformige Garnisonstjeneste tog han 1828 sin Afsked som Kaptajn for helt at hellige sig Digtekunsten. Allerede 1822 havde han udsendt en Samling Poèmes, 1824 det af Victor Hugo lovpriste Digt Èloa. 1829 samlede han sine Poèmes antiques et modernes; de fleste af dem var skrevne allerede før 1825, saaledes at han maa siges at være den romantiske Poesis Banebryder endog før Hugo, af hvem han dog ogsaa selv modtog Impulser. Hans Vers røber Paavirkning af André Chénier, men betyder samtidig et dristigt Fremskridt i den franske Lyriks Udvikling. Med sin stolte og stoiske Ensomhedstrang, sin strenge Aandsdyrkelse, sin Idealitet og sin Tilbedelse af den rene Skønhed fik han Indflydelse paa den senere franske Lyrik; han er Ideernes Digter blandt Romantismens Mænd, men støber sine Digte i en konkret og sanselig, paa samme Tid malerisk og plastisk Form, er storladen, oprindelig og rig paa Billeder af en ny og tungsindig Skønhed. Ogsaa paa den historiske Romans Omraade var han et Skridt forud for Hugo, idet han allerede 1826 udgav den af Walter Scott paavirkede Cinq Mars ou une conjuration sous Louis XIII (oversat af F. W. Horn 1893). Ogsaa paa Dramaets Omraade gik han i Spidsen, oversatte 1829 Shakespeare’s »Othello« paa Vers (det faldt paa Odéon, fordi det simple Ord for Lommetørklæde mouchoir blev nævnt). Med et selvstændigt Drama La maréchale d’Ancre (1830) havde Vigny intet Held. I sit Mismod herover skildrede han i Stello ou les consultations du docteur noir (1832) tre ulykkelige, miskendte Digteres Historie: Gilbert, Chénier og Chatterton. Denne Klagesang — Geniet i Kamp med den uforstaaende Omverden — uddybede han yderligere i Tragedien Chatterton, der 1835 gjorde stor Lykke og betragtedes som Romantismens Hoveddrama næst efter Hugo’s Hernani. Efter endnu samme Aar at have udgivet en Samling plastisk prægnante og ædruelig stærke Noveller Servitude et grandeur militaires, forstummede Digteren lige til sin Død, bitter, ensom, skuffet og gold af en uhelbredelig kritisk Pessimisme. Først Aaret efter hans Død udkom en Række senere Digte Les destinées, 1867 hans Dagbog Journal d’un poète, der udtaler hans stoiske og bitre Livssyn. »Æren er Pligtens Poesi« var en af hans moralske Formler, en anden lyder: »Ene Tavsheden er stor; alt det andet er Svaghed«. — Vigny’s samlede Værker er udgivne flere Gange, 1883–85 i 8 Bind, 1904–6 i 8 Bind.

Anatole France, Alfred de Vigny [1868]; Dorison, Alfred de Vigny, poète philosophe [1892] og Un symbole social, Alfred de Vigny et la poésie politique [1894]; Paléologue, Alfred de Vigny [1891]; E. Asse, Alfred de Vigny et les éditions originales de ses poésies [1895]; É. Dupuy, Alfred de Vigny [2 Bind. 1910–12]; L. Séché, Alfred de Vigny [1913].