Timm, Herman Andreas, 1800–66, Præst. F. 28. Okt. 1800 i Kbh. (Petri), d. 4. Nov. 1866 i Store Magleby, begr. sst.
Timm gik i Metropolitanskolen i syv Aar, men dimitteredes 1820 af A. G. Rudelbach, blev 1826 teologisk Kandidat og s. A. Kateket ved Trinitatis Kirke i Kbh. 1835 var han Sognepræst i Store Magleby paa Amager, hvor han døde. Timm har udgivet en stor Mængde Salmer og opbyggelige Sange: »Aandelige Sange« (1834), skrevne i Tilknytning til Søndagsteksterne og brugte i hans Prædikener, »Aftensangs-Psalmer« (1843), »Hussalmer« (1845), »Psalmer ved Bibellæsning« (1851), »Christelige Sange« (1852), »Joseph og hans Fædre. Bibelske Digte« (1859). Rudelbach, der havde været hans Lærer, omtaler ham i sin Bog »Om Psalme-Litteraturen« (1856) kun i en Anmærkning, hvori han siger, at »han skulde, hvis han fremfor alt havde kunnet begrænse sig selv og ikke blot havde fulgt sin naturlige Lethed, have kunnet opnaa et højere Standpunkt, medens nu ikke blot denne Mangel er at beklage, men ogsaa det, at han altfor ofte har indskrænket sig til at copiere andre«. Denne Dom om Timms Forfatterskab synes at falde sammen med Tidens Opfattelse. Senere Kritikere har dog været mindre strenge i deres Bedømmelse. Det visse er, at Timm vel ikke i nogen Henseende kan stilles ved Siden af vore store Salmedigtere, men han har dog sin egen berettigede Plads. Hans Salmer udmærker sig ved at være en jævn, let forstaaelig, vel formet bibelsk Forkyndelse og kristelig Lovsang, og adskillige af dem er sungen ind i og elskede af den danske Menighed; saaledes: »Kender du den Livsens Kilde?«, »Bliv hos mig, kære Herre Krist«, »Under dine Vingers Skygge«. — Paa Store Magleby Kirkegaard fandtes der en Række Grave, paa hvis Mindestene stod Vers, som Timm havde skrevet. De fleste af disse Grave er dog nu nedlagte, og kun enkelte af Timms Gravvers er bevarede.
Chr. Rimestad in: Dansk biografisk Lexikon, Gyldendalske Boghandels Forlag, Kbh., 2. udg., 1932–44, bd. XXIV, pp. 146–147.