Laurids Smith (1754–94)

Smith, Laurids, 1754—94, Præst, Forfatter, Søn af Toldbetjent Hans Jørgen S. og Anna Christiane f. Schytte, er født i Kjøbenhavn 12. April 1754. Han blev Student fra Kjøbenhavns Skole 1772 og blev 1776 Lærer i Filosofi og de skjønne Videnskaber ved Landkadetakademiet, hvorhos det paalagdes ham at holde filosofiske Forelæsninger for Landofficererne. 1780 blev han tillige Lærer for Søkadetterne, efter at han Aaret i Forvejen var bleven titulær Professor philosophiæ. 1780 blev han Rektor ved Nykjøbing Skole paa Falster, men inden et Aars Forløb forflyttedes han i samme Egenskab til Throndhjem, hvor han 1784 blev Sekretær i det derværende Videnskabernes Selskab. Efter at være bleven fritaget for at underkaste sig theologisk Embedsexamen blev han 1785 Sognepræst i Vejle (1786 Provst) og 1788 i Frederiksberg og Hvidovre. S. A. fik han den theologiske Doktorgrad fra Gøttingen, 1789 blev han 2. resid. Kapellan ved Holmens Kirke i Kjøbenhavn, 1792 Sognepræst for Asminderød-Grønholt og Slotspræst paa Fredensborg. Han døde i Kjøbenhavn 22. Maj 1794. — Han ægtede 1779 Christiane Frederikke Speerfeldt fra Pommern.
Som ovenstaaende viser, var det ikke uden Grund, naar han begynder sine avtobiografiske Optegnelser saaledes: «Multum ille in terris jactatus et alto», hvilket han udlægger saaledes: «Mennesket var i nær Slægtskab med Jerusalems Skomager». Det var dog ikke alene de mange Flytninger, der vidnede om, at S. var en urolig Natur, der higede efter bestandig at opleve noget nyt; han havde ogsaa en stor Lyst til at tage Del i Samtidens litterære Stridigheder. Allerede som Student havde han været saa ivrig en Opponent ved Akademiets Disputatser, at han gik under Navnet «S. ex auditorio». Han redigerede 1779—80 «Alm. dansk Litteraturjournal», 1780 deltog han i Olavidesfejden (VII, 342 f.), hvorover, som han selv siger, «Hennings blev bindegal og .... skrev en 7 Ark fulde af alle Haande Gallimathias og erklærede, jeg var en Hund af en Filosof». 1782 recenserede han Bastholms Oversættelse af det nye Testamente, og 1790 deltog han i Striden om Gamborgs «Nysa». S. var saaledes en ivrig Polemiker, og man faar det Indtryk, at selve den litterære Strid var ham en Glæde. Hans betydeligste Arbejde er dog af en anden Art; i Aarene 1789—91 udgav han: «Om Dyrenes Natur og Bestemmelse og Menneskets Pligter imod Dyrene», maaske det af alle Theologernes Skrifter i denne Tid, der i Fremstilling og Aand har den største Lighed med Bastholms (N. M. Petersen). For øvrigt har han udgivet en Del filosofiske Afhandlinger og «hellige Taler». En Samling af disse udgaves efter hans Død.
S. havde mange Uvenner, fordi han var meget frittalende. Iblandt dem var ogsaa Hertugen af Augustenborg. Da S. søgte Embede i Kjøbenhavn, skrev Hertugen til Kronprinsen og bad ham, han maatte endelig ikke ansætte ham. Han mente, vistnok uden al Grund, at man paa den Maade vilde rejse de orthodoxe en Trone, og at S. vilde anstille Kjætterjagt. Hovedsagen var dog sikkert, at S. havde talt om, at Kronprinsen burde regere selv og ikke lade sig regere af «Kong Augustenborg og de andre Næssekonger». Han havde imidlertid en Beskytter ved Hove, der den Gang var mægtigere end Hertugen, nemlig J. Bülow. Med ham stod han i et nært Venskab, og han var ham tro, ogsaa da han var faldet i Unaade. Hans Breve til Bülow ere bevarede og blotte tit de skjulte Traade i Tidens Begivenheder. S., der ikke kunde lide Balle, var en Beundrer af H. F. Janson, og det var ham en stor Glæde, da denne af Schack-Rathlou fik det Hverv at udarbejde den nye Universitetsfundats; han indskærper Bülow, at den endelig maa sendes Kancelliet med Ordre til, at det ufortøvet skal gjøre Forestilling om den, da de ellers lægge Sagen hen eller trække den ud, og at han skal bede Schack-Rathlou tage sig i Agt, at Bernstorff «ikke smører os Cramer paa Halsen».
Som Præst gjaldt S. for en veltalende Mand. Han har vist ogsaa her ladet sig opflamme, naar der var noget særdeles paa Færde. Medens han var i Vejle, brændte en stor Del af Byen, ved hvilken Lejlighed der blev begaaet mange Tyverier. Da en ved Branden omkommen Kvinde blev begravet, lyste han i Ligprædikenen formelig Band over Tyvene og endte med: «Al Menigheden skal sige Amen!» Dette, siger han, gjorde stort Indtryk paa de uskyldige, men han haaber dog, at det ogsaa har gjort Virkning paa de andre.
Nyerup, Lit. Lex. Sorø Akademis Progr. 1874—77. Daae, Throndhjems Stifts geistl. Hist. S. 194 ff. Samme, Af Joh. Bülows Papirer S. 136 ff.
1754
Smith født i København.
1755
Jordskælv i Lissabon dræber 60.000.
1764
Jens Schielderup Sneedorff død.
1766
Aalborg Stifttidende udkommer første gang.
Christian VII (1749–1808) udråbt til konge.
1767
August Wilhelm Schlegel født i Hannover.
1770
Trykkefrihed indføres indtil censurens genindførelse 20/10 1773.
1771
Struensee ved magten.

Jens Juel:
Johann Friedrich Struensee, 1771. Schloss Celle.
1781
Kant skriver Kritik der reinen Vernunft. (Kritik af den rene fornuft)
1784
Den 16-årige Frederik VI (1768–1839) overtager regeringsmagten fra sin sindssyge far.
1788
Ophævelse af stavnsbåndet.
1789
Den franske revolution (1789–1801).

Jean-Pierre Houel: Vue du siège et prise de la Bastille.
1790
Danmarks første dampmaskine i Holmens Ankersmedie.
1794
Smith død i København.