J.Th. Lundbye (1818–48)

Lundbye, Johan Thomas, 1818—48, Maler. F. 1. Sept. 1818 i Kalundborg, d. 25. April 1848 ved Bedsted, Aabenraa Amt, begr. sst. Broder til Carl L. (s. d.). Ugift.

I Barnetegningerne viste L.s kunstneriske Anlæg sig saa tydeligt og saa vedholdende, at selv Faderens Modstand maatte vige; den fjortenaarige Dreng blev derfor sat til at tegne hos Professor J. L. Lund, men fik i øvrigt i Aarevis den værdifuldeste Støtte af den udmærkede Museumsmand Chr. J. Thomsen, der tilskyndede ham til Dyrmaleriet og »jagede ham til Fællederne, ud af Portene og til Trommesalen, for at tegne Køer og Heste«. Ogsaa Dyrmaleren Chr. Holm gav ham Undervisning, men denne førte ham snarere ind i den overfladiske Manér, som Holms Lærer Gebauer repræsenterede. Hvad han selv formaaede, stillet Ansigt til Ansigt med Naturen, viser han allerede i sit første Oliebillede, det lille Studie efter en liggende Ko, malet paa hans sekstenaars Fødselsdag. Til alt Held for ham kom han imidlertid som Dreng ogsaa i Forbindelse med Maleren Chr. Købke, og det blev Beundringen for dennes Kunst, der gav ham de afgørende Impulser og satte ham ind paa det Studium af Farve, Lys og Form, som gav Eckersbergskolen dens karakteristiske Særpræg. Paavirkningen fra Købke mærkes tydeligt i tidlige Portrætter som de to af Kunstnerens Fader og Moder, fra 1836 (Privateje), men den er navnlig en væsentlig Forudsætning for den fremragende Landskabskunst, som allerede i Slutningen af 30’erne gav den ganske unge Kunstner en saa betydningsfuld Stilling i dansk Kunst; i det fine lille Studie af Kalundborg Kirke fra Sommeren 1837 (Privateje) mærkes den klart og direkte, i det hele har den i disse Aar givet L.s Farve en Finhed, som den ikke altid senere bevarede; et andet Eksempel paa, hvor højt L. paa denne Tid naaede i koloristisk Henseende, er Studiet af Bakkerne ved Bredekilde, ligeledes fra 1837 (Privateje) . Efter Studierne, der maledes om Sommeren under den umiddelbare Inspiration, som L. ansaa for den egentlige Betingelse for at skabe god Kunst, og efter Erindringen, der gav ham en Skat af Indtryk, takket være en fænomenal Hukommelse for Synsoplevelser, komponerede og gennemførte han om Vinteren de større Udstillingsbilleder, saaledes som ogsaa Vennerne, P. C. Skovgaard, Dreyer, Frølich gjorde det; lykkedes det ham under dette ofte møjsommelige Arbejde ikke helt at bevare Studiernes friske Skønhed, saa kommer til Gengæld i adskillige af disse gennemførte Arbejder hans sjældne Sans for Linieføringen, for Kompositionens Rytme, fuldt til sin Ret. Smukke Eksempler herpaa er »Sjællandsk Landskab, i Baggrunden Vejrhøj« (1837, Privateje), »Landskab ved Arresø« (1838, Thorvaldsens Museum), »Stensætning ved Rakløv paa Refsnæs« (1839, Thorvaldsens Museum), »Sjællandsk Land- skab« med Dragsholm (1840, Glyptoteket), »Vinterlandskab i nord- sjællandsk Karakter« (1841, Nivaagaard) og »Aaben Egn i det nordlige Sjælland« (1842, Kunstmuseet); endelig det mægtige Billede »En dansk Kyst, Motivet fra Kitnæs« (1842—43, Kunstmuseet), i hvilket han med Anspændelse af al sin Evne og Villie naaede at give en virkelig monumental Skildring af et typisk dansk Landskab. De her givne Billedtitler peger paa det Faktum, at L. næsten udelukkende arbejdede med sjællandske Motiver, men til Gengæld kan det fastslaas, at han ikke alene er den første — bortset fra de Tilløb, som Jens Juel i det forrige Aarhundrede havde gjort —, der drager Øens Skønhed frem i Kunstens Lys, men at han ogsaa har gjort det med en Følelse for dens Karakter, som har gjort hans Skildringer klassiske. Det er især det nordlige og nordvestlige Sjælland, der har givet ham Motiver, Egnene omkring Kalundborg og Arresø, med Kæmpehøjene, Klinterne og de vide Udsigter. Kæmpehøjen ledte hans Tanke tilbage til Danmarks Fortid, som hans romantiske Sind gerne syslede med, næret af Samtidens Litteratur, Oehlenschläger, Blicher, Ingemann, Grundtvig o. a.

L. var, i Modsætning til sine Venner Skovgaard og Dreyer, en Pennens Mand, en stor Brevskriver og trofast ved Dagbogen, afgjort i Besiddelse af litterære Evner. Meget selviagttagende førte han i Dagbogen Regnskab med sine Stemninger, der svingede stærkt, saa stærkt, at man i nyere Tid fra lægevidenskabelig Side ikke har betænkt sig paa at karakterisere ham som underkastet en typisk, om end lettere manio-depressiv Lidelse, der navnlig viste sig i Aarene efter ca. 1840. Sikkert er det, at skønt disse Aar bragte en rig Høst ogsaa af udmærkede Studier — f. Eks. fra 1840 og 41 fra Sørups Vang ved Frederiksværk og fra Frederiksborgegnen — og skønt han fik megen Opmuntring bl. a. ved N. L. Høyens store Interesse for ham, saa bragte disse Aar ham ogsaa betydelige Vanskeligheder; Høyen med sin store Myndighed drev ham maaske for stærkt ind i det systematiske Arbejde; Tvivl og Usikkerhed meldte sig ofte; efter et mislykket Frieri bestemte han sig endelig i Febr. 1845 til at søge et Rejsestipendium for i Italien at hente nye Indtryk af Natur og Kunst; 5. Juni 1845 forlod han Kbh. for over Tyskland, Schweiz og dernæst med Skib fra Marseille at begive sig til Rom, som han naaede 14. Juli. Her levede han sammen med gamle Venner, Th. Læssøe og J. A. Jerichau — Gensynet med den sidste, af hvem han i Rom malede et fortrinligt Portræt, bragte ham dog personlige Skuffelser; efter Karnevallet drog han videre sydpaa, til Napoli og Pæstum, derpaa i April og Maj til Firenze, endelig i Juni og Juli nordpaa, idet han med Iver studerede Museerne i Belgien og Holland; 18. Juli var han igen i Kbh. Overalt, hvor han kom frem, havde han set og studeret med stor Energi, men det direkte Arbejdsudbytte af Rejsen — en Mængde Tegninger og flere Billeder, bl. a. Kunstmuseets »En Drift Oxer i den romerske Kampagne« — hører ikke til hans betydeligste; aldrig havde han saa stærkt som i denne Tid mærket, at han var bundet til den danske Natur, og med Iver gav han sig efter Hjemkomsten igen til Arbejdet. Allerede før Rejsen, fra Tiden omkring 1843, fik Dyrmaleriet en større Plads i hans Kunst end tidligere; i dette Aar havde han sammen med Skovgaard opholdt sig i Vejby i Nordsjælland og der fundet Motivet til »En Kostald i en Bondegaard«, som blev købt til Kunstmuseet (et udmærket Forarbejde i samme Størrelse i Privateje); n. A. havde han ved Herregaarden Vognserup malet gode Landskabs- og Dyrstudier, bl. a. til det fint komponerede »Blegeplads ved Herregaarden Vognserup« (1845, Privateje); nu efter Rejsen genoptog han Arbejdet ved Vognserup, hvor han bl. a. malede Forarbejder til det smukt komponerede »Malkeplads ved Herregaarden Vognserup« (1847, Kunstmuseet), der viser, at han i Holland havde set paa Cuyps Billeder, og til »Et Boelsted ved Lodskov« (1846—47, Kunstmuseet; et ypperligt lille Studie i Privateje). Mellem de bedste af hans senere Billeder maa nævnes en Række Studier fra Kalundborgegnen fra 1847, bl. a. »Møllebakken« (Privateje) og nogle dejligt komponerede Studier fra Refsnæskysten (Kunstmuseet og Hirschsprungs Saml.). Fra et Ophold i Febr. 1848 paa Gaarden Godthaab nær Helsingør stammer bl. a. Skitsen »Ungkvæget vandes« (Kunstmuseet), en Perle i Stemning og Billedopfattelse. Kort efter rev Martsbegivenhederne ham med, og han meldte sig som frivillig; den 25. April ramtes han ved Bedsted af et Vaadeskud, der øjeblikkelig medførte Døden. — Det er med Rette blevet fremhævet, at L. ikke var nogen sikker Kolorist, og at især i hans senere Produktion Farveopfattelsen ikke sjældent er svag; selv da kan dog hans Følelse for dens Stemningsværdi skabe noget smukt, f. Eks. i Kunstmuseets »Aftenlandskab med Faar« fra 1845. Men hans bedste Egenskaber er hans fine Sans for Valørerne, for den karakterfulde Form og, hvad der især kommer frem i Landskabsstudierne, for den klare Opsætning af Kompositionens Masser i enkle Flader. Et smukt Eksempel herpaa er Kunstmuseets »Køer vandes ved Gadekær, Brofelde« (1844)

At L. trod sin tidlige Død har erobret sig saa stor en Plads i den danske Almenheds Opfattelse, skyldes ikke alene hans Malerkunst, men i lige saa høj Grad hans Tegninger, af hvilke et rigt Udvalg findes i Kobberstiksamlingen. Han var den fødte Tegner, der strøede om sig med Pennerids, enten direkte efter Naturen, ofte Smaating som Planter o. l., eller efter Hukommelsen; hvad han saaledes hensatte med legende Pen, har ofte en overordentlig Ynde, der undertiden lovlig meget nærmer sig det rent kalligrafiske. Først og fremmest har hans Pen dog givet os et stort Tal af ypperlige Studietegninger efter Dyr og Landskaber, i hvilke han trækker et Landskabs store Linier op med klare Streglag, der skiller Lys og Skygge, giver det plastiske Indtryk af Form; til de bedste af disse Studietegninger hører en Række fra Vognserup fra Sommeren 1844. Hans store Evner som Tegner beror ikke alene paa hans fine Fornemmelse for Stregen, men lige saa meget paa hans sjældne Følsomhed for Lysets Toner. Disse Egenskaber har ogsaa sat sig Spor i hans grafiske Arbejde, der navnlig omfatter en Række Raderinger; hans fortrinlige Evner som Illustrator er mest kendt fra Kaalunds Fabler, der udkom 1844 med Litografier af Kittendorff efter L.s Tegninger, men stor Betydning for Udviklingen af det danske Træsnit fik ogsaa de talrige Illustrationer, som han tegnede for Træskæreren Flinch og hans Elever til Almanakker o. l. Publikationer.