Bengt Lidner (1757–93)

Lidner [’li.dn_ər], Bengt, sv. Digter, f. i Göteborg 16. Marts 1757, d. 1795, er den mest begavede sv. Repræsentant for det sublime, følsomme Digt af den Rousseau’ske Retning, medens Thorild er dens Bannerfører paa Prosaens Omraade. Men han er ikke blot denne Retnings aandrigste Digter; han er i en vis Henseende ogsaa dens Offer, idet han ved Afguderi overfor den naturlige Følelse kom til i sit Liv som i sin Digtning at savne al Hold, hvorved hans Begavelse ikke fik sin rette Vækst, hans digteriske Anlæg ikke deres fulde Udvikling, men tidlig forkrøbledes. Allerede som Skoledreng vakte L. Opmærksomhed ved sin digteriske Gave, men synes tillige allerede dengang at have udmærket sig ved en vis Uordentlighed, der allerede nu fremkaldte Tanken om at sende ham til Søs. Han fik dog Lejlighed til at komme til Lunds Univ. (Febr 1774), hvor han ligeledes gjorde sig bemærket ved litterære Interesser, digterisk Evne og — Uordentlighed. Han stod netop i Begreb med at forsvare en jur. Afh., som hans Prof. havde skrevet, da han pludselig — formodentlig p. Gr. a. en eller anden Forseelse — Nytaar 1776 blev hjemkaldt og indrulleret som Letmatros paa en Ostindiefarer til en Rejse til Kina. Men ankommet til Kap rømte han fra Skibet (Apr. 1776), og det lykkedes ham at komme tilbage. Han fik allerede Septbr 1776, takket være Hjælp af en Velynder, Lejlighed til at studere i Greifswald og opholdt sig nu først ved dette Univ. og senere vistnok i Rostock, dog uden at aflægge nogen Eksamen. 1779 kom han til Sthlm i Haab om der at kunne bryde sig en Bane som Digter. Han udgav s. A. en Samling Fabler, som tilegnedes den da etaarige Kronprins og vakte Kong Gustaf III’s Opmærksomhed. Med Understøttelse af Kongen sendtes han nu til Udlandet for at uddanne sig til dram. Digter. Først styrede han Kursen til Göttingen, hvor han under den berømte Heyne studerede gr. Tragedier. Desuden modtog han et levende Indtryk af den i Tyskland herskende »Sturm- und Drang«-Stemning, der ikke blev uden Indflydelse paa hans Poesis Udvikling. Imidlertid spillede han en underlig Rolle, optraadte pralende og storagtig, blev fængslet for Gæld og endte med, i St f. at studere gr. Tragedier, »selv at spille den Tragedie, belastet med Gæld, at rejse derfra inkognito« (1780). 1781 opholder han sig, efter igen at være blevet taget til Naade af Kongen, i Paris som Sekretær hos Ministeren og Digteren Creutz. Her sysselsatte han sig med et ikke i hans Levetid trykt Sørgespil, »Erik XIV«, helt og holdent et Barn af hans Werther-Stemning, om end støbt i den fr. Tragedies Former; alle Karaktererne er subjektive Verdenssmertetyper. Ogsaa her tog hans Ophold en bedrøvelig Ende, idet Creutz ikke kunde udholde hans uordentlige Levned. 1782 er L. atter i Sthlm. Den Thorild-Kellgren’ske Strid var da begyndt. L. — Rousseauaner med Liv og Sjæl og nu tillige Frondør i Politikken — stillede sig paa den oppositionelle Side og blev Thorild’s Meningsfælle og Beundrer, hvorhos han leverede poetiske Bidrag til et politisk Oppositionsblad. Af større Bet. var dog de selvstændige Arbejder, han i de nærmeste Aar udgav, og som betegner hans Digtnings Højdepunkt og hører til det mest sublime i sv. Digtning. Forrest bl. disse staar »Grefvinnan Spastaras Død« (1783), omarbejdet og udvidet 1786, en livfuld Skildring af en Moders Opofrelse for at redde sit Barn under et Jordskælv, ved hvilken Lejlighed hun selv omkommer, rigt isprængt med subjektive Hjerteudgydelser af overordentlig Kraft og Skønhed, om end med overdrevne Partier. Endvidere skal nævnes »Medea« (1784), en Operatekst, af hvilken ligeledes to forsk. Versioner foreligger, et Pragtstykke af poetisk Inspiration. Saa megen Beundring end Digteren L. vakte, gjorde Mennesket L. alt for at hindre ham selv i at komme frem. Hans ulykkelige Hang til Drik forvoldte formindsket Arbejdskraft, slappet poetisk Intuition, og hans flg. Arbejder lider ved, at de store Tilløb ikke fuldendtes. Forgæves søgte han en Sekretærpost hos Kongen. I nogen Tid førte han et vandrende Troubadurliv som Snyltegæst paa Herregaarde i Finland, hvor han i en noget aldrende Frøken Hastfehr fandt en Beundrerinde, med hvem han 1788 giftede sig. Aaret efter flyttede han tilbage til Sthlm, hvor han levede i Fattigdom. De mærkeligste Arbejder fra hans sidste Aar er hans store Digt »Yttersta Domen«, hvis Beg. er sjælden storslaaet, samt forsk. Krigssange. Kort før sin Død fik han af Hertug Karl Titel af kgl. Sekretær. Grundtrækket i L.’s Digtning er elegisk, men han rent ud fraadser i sin Sorg; han finder Vellyst i sine Taarer. Med sit utøjlede Følelsessværmeri forener han en rig, vidtsvævende Fantasi og et stort Formtalent, med særligt Øre for Ordenes Pragt og Glans. Men i hans Digtning som i hans Liv er der noget brudt og halvt. (Litt.: K. Warburg, »L.« [Sthlm 1889]; Samme, »L.’s Medea. Ett tillägg till min Lidnermonografi« [Göteborg 1898]).