Magnus Brostrup Landstad (1802–80)

Landstad, Magnus Brostrup, norsk Digter og Folkevisesamler, f. 7. Oktbr 1802 paa Maasø Præstegaard ved Nordkap, d. i Kria 8. Oktbr 1880. 9 Aar gl fulgte han sin Fader, en Bondesøn fra Trøndelagen, S. over til Vinje Præstegaard øverst i Telemarken og derfra 8 Aar senere til Seljord. 20 Aar efter blev L., som først var Præst i Nabokaldet Hviteseid en Tid, sin Faders Eftermand i Seljord, hvor han forblev til Foraaret 1849. I en Mandsalder var L. saaledes knyttet inderlig til Telemarken, og det netop i hine Aar, da Romantikken havde vækket Sansen for Folkepoesi; i Telemarken levede de gl. Viser endnu paa Folkets Læber, og L. følte sig kaldet til at »redde det gamle Familiesmykke ud af det brændende Hus«. Udbyttet af hans skønsomme Samlerflid forelaa 1848 færdigt i en Samling af c. 130 Folkeviser, der udkom 1853, ledsaget af de ved L. M. Lindemann optegnede Melodier. Dette svære Bind »Norske Folkeviser« blev en følgerig Begivenhed i norsk Litteratur og udgør fremdeles Hovedkilden til Studiet af norsk Folkepoesi; selv om det skortede L. adskilligt paa Forudsætninger for en fuldt videnskabelig Redaktion — han beklager i Forordet, at han ikke havde kunnet drage Nytte af Ivar Aasen’s Værker om Norsk Folkesprog, der først udkom, efter at Samlingen var endelig bearbejdet — havde han dog den sjældne Fordel selv at eje en poetisk Aare, som han fra Ungdommen af jævnlig havde givet Anledning til at flyde. Beskæftigelsen med den gl. Folkepoesi lagde efterhaanden en norsk Malmklang i L.’s Vers; men lige saa lidet som Welhaven og Jørgen Moe mægtede han at frigøre sig fra Samtidens dominerende danske Mønstere. Selv da Harmen over Telebøndernes pietetsløse Nedrivning af deres ærværdige Stavkirker inspirerede ham til Balladen »Neslands Kirke«, var han ikke i Stand til at holde danske og norske Kæmpevisemotiver ud fra hverandre. Saa meget undskyldeligere er dette, som L. samtidig var optagen med Studium af noget saa dansk som Kingo’s og Brorson’s Salmer. Fra første Færd af havde den fromme Teolog øvet sig flittig i Salmedigtning, væsentlig gennem Overs. fra Tysk af gammel-lutherske Kirkesange; at han ogsaa selv ejede den rigtige Tone i Brystet, derom vidner hans »Hjertesuk til hver Dag i Ugen«, som siden 1841 er udkommet i 7 Opl. Dette bragte Kirkeledelsens Øjne til at vende sig imod L. som just den rette Mand til at tage det op med den fremragende Grundtvigianer Wexels, da denne i 1840’erne agtede at skabe de norske Menigheder en til den nyvakte Religiøsitet svarende Afløser af det rationalistiske Salmeværk fra Guldbergs-Tiden. Den første Kaldelse havde L. veget tilbage for; men da han var blevet forflyttet til Fredrikshald og fik Løfte om en Hjælpepræst i dette Embede, turde han ikke undslaa sig, og 1852 fik han kgl. Bemyndigelse til at udarbejde en norsk Kirkesalmebog. Den første Frugt af Arbejdet blev hans 1855 udgivne Overs. af »Luthers aandelige Sange«. 1861 havde han sit »Udkast« til det hele Salmeværk færdigt. Den lange Syslen saavel med Folkeviserne som med de ældre Salmers Originaltekster havde hyppig efterladt et Præg af folkelig Enfold, der virkede stødende paa Samtiden; L. mødte imidlertid Kritikken med et kraftigt Forsvar, og efter en omhyggelig Revision ved offentligt opnævnte gejstlige og litterære Skønsmænd blev L.’s »Kirkesalmebog« 1869 autoriseret til Brug ved Gudstjenesten. For nærværende er denne Salmebog indført i de fleste norske Menigheder. Af dens vel 600 Salmer er c. 50 forfattede af L. selv, deriblandt den skønne Gravsang »Jeg ved mig en Søvn i Jesu Navn«. Under Arbejdet med Salmebogen blev L. forflyttet til det rige Sandeherred Sogn, hvorfra han 1877 tog Afsked; til Tak for, hvad han havde skænket sit Land i Folkeviserne og Salmebogen, bevilgede Stortinget ham »en højere Pension, end nogen Præst hidtil vides at have opnaaet«. Efter at være flyttet ind til Hovedstaden udgav han Aaret før sin Død et Udvalg af sine »Sange og Digte« (1879). (Litt.: H. Jæger, »Ill. norsk Litteraturhistorie«, II, 466 ff.; J. N. Skaar, »Norsk Salmehistorie«, II, 607 ff.; Biografier af R. Berge [1920]; O. T. Moe [1920]; H. Nielsen [1921]).