Surrey, Henry Howard, Jarl af, engelsk Digter (c. 1517–47), var ældste Søn af Thomas Howard, Hertug af Norfolk. Han blev opdraget sammen med Henrik VIII’s uægte Søn, Hertugen af Richmond, der senere ægtede hans Søster Mary. Som ung Mand var han nær knyttet til Hoffet, blev Hosebaandsridder 1541 og indtog trods sin Ungdom flere høje Stillinger. I Kampene i Skotland og Frankrig vandt han Ry for Tapperhed. Hans hovmodige Optræden og brutale Frimodighed skaffede ham mange Fjender, og 1546 blev han sammen med Faderen anklaget for Højforræderi, sendt til Tower, og trods et mandigt og glimrende Forsvar blev han af en Jury, der var sammensat af hans Fjender, dømt til Døden og henrettet paa Tower Hill. I sit bevægede Livs ledige Stunder gav han sig af med litterære Sysler og skrev Digte, der cirkulerede blandt hans Venner, men først tryktes efter hans Død i Tottels Miscellany, hvis egentlige Titel er: Songs and Sonettes written by the ryght honaurable Lorde Henry Howard late Earl of Surrey and other. Samlingen indeholdt 40 Digte af Surrey og 96 af Wyatt, hvem Surrey anerkendte som sin Lærer, foruden talrige af ukendt Oprindelse. Surrey’s Digte betegner en Overgang fra Chaucer’s Versekunst til Shakespeare’s mere moderne Form, og han virkede som Fornyer i den engelske Litteratur ved sammen med Wyatt at indføre Sonetten, som han i øvrigt behandlede frit, medens Wyatt overholdt den italienske Form. Endnu vigtigere er hans Indførelse af de rimfri femføddede Jamber (blanc verse), som han benyttede ved sin Oversættelse af Æneidens 2. og 4. Bog, der ogsaa blev udgivet af Tottel under Titlen: Certain Bokes of Virgiles Aeneis turned into English meter. Baade i Form og Emne har Wyatt og Surrey søgt deres Forbillede i italiensk Digtning: Dante, Petrarch og Ariost. Songs and Sonettes er optrykt i E. Arber’s English Reprints (1870); The Poetical Works of Henry Howard Earl of Surrey i Aldine Edition (1866). Den bedste Biografi af Surrey er Edmond Bapst: Deux Gentilhommes-poëtes de la cour de Henri VIII (1891).
Ingemann-Ottosen in Salmonsens konversationsleksikon, 2. udg., 1915–1930, Bd. XXII, pp. 609–610.
1517
Howard, Earl of Surrey født i Hunsdon, Hertfordshire.