Johan Peter Martin Grüne (1805–78)

Grüne, Johan Peter Martin, 1805–78, Journalist, var Søn af en fattig tysk Skrædder, Ludvig Christopher G., og Birgitte Christine Laurine f. Krog. Han blev født i Kjøbenhavn 21. Marts 1805, blev Drejersvend og berejste paa sin Profession Tyskland, Schweits og Italien, var endog nogle Aar bosat i Mailand. Han blev stærkt paavirket af Germanismen og saa i Tyskerne Verdens første Folk, havde ogsaa fuldt tilegnet sig Sproget, saa at han med Lethed skrev tyske Digte. Egentlig var han lyrisk anlagt, og det er ejendommeligt, at han først vovede sig frem som æsthetisk Forfatter og Samler: «Nyt Novellebibliothek» (1837, sammen med A. P. Liunge), «Danske Noveller» (1838, med Cl. Rosenhoff), «Klubvisebog» (1838), «Kjøbenhavns Morgenblad» (1838–39). Det var nærmest A. P. Liunge, som pousserede ham frem. Efter at Orla Lehmann og Giødwad havde haft deres korte Kampagne i «Kjøbenhavnsposten», overtog G. 1839 Redaktionen af dette Blad og fortsatte den lige til Bladets Ophør i 1859, oftere under Dække af «ansvarhavende Redaktører» paa Grund af Konflikter med Statsmagten. Han havde samlet sig mange Kundskaber, var bevandret i flere Videnskaber, vel en Avtodidakt, men af ikke almindelig Art, havde Pennen ganske i sin Magt, men forstod ikke at være Redaktør, og «Kjøbenhavnsposten», der aldrig naaede nogen stor Læsekreds, led kronisk af Stofmangel, saa at næsten en hvilken som helst indsendt Artikel kunde være sikker paa Optagelse, naar den blot angreb noget og ikke gik lige stik imod hans særlige Meninger. Disse vare vidt forskjellige fra de da fremherskende i Tiden. Han var udpræget antinational, ikke blot for Danmarks, men ogsaa f. Ex. for Italiens Vedkommende, han holdt under Krimkrigen med Russerne, han hadede Studenter og Professorer, hvem han tilskrev alt det forkerte i Verden, afskyede Bourgeoisiet, men kunde, som Goldschmidt siger om visse Naturer og til Dels om sig selv, slutte sig enten til det yderste Demokrati eller til Aristokratiet eller til begge Dele, og dette sidste blev virkelig Tilfældet med ham. Efter sin radikale Periode, hvor han var Republikaner og dog Helstatsmand til det yderste, Socialist, særlig kristelig Socialist, og dog Forsvarer af ethvert Aristokrati, inklusive det slesvig-holstenske, demokratisk Frihedsmand og dog Hader af alle Opfindelser og Maskiner, endte han med «Kronen» (1862–67), et Ugeblad af den mest udprægede reaktionære Farve, uden at han egentlig kan siges at være bleven en anden end før. En nobel og hæderlig Karakter var han helt igjennem, yderst tarvelig og nøjsom i sine Fordringer til Livet. Det gnavne Ansigt, hvormed han altid afbildedes i «Korsaren», passede til Dels paa hans Blad og havde nogen Tilknytning i hans mere end stygge Ydre og sjuskede Person; men som Menneske var han egentlig Gemytligheden selv, meget elskværdig, undertiden næsten sentimental. Han henlevede sine sidste Dage i tilbagetrukken Stilhed, levende af en lille Pension, som hans aristokratiske Velyndere ydede ham; han døde 19. Febr. 1878. Hans Hustru var Charlotte Emilie f. Grove (f. 8. Juni 1807 † 22. April 1891).