André Chénier (1762–94)

Chénier [∫e↱n_ie], Marie André de, fr. Digter, f. i Konstantinopel 29. Oktbr 1762, guillotineret i Paris 25. Juli 1794. Faderen var Generalkonsul i Konstantinopel, Moderen en skøn og aandfuld Grækerinde, der tidlig prægede hans Sind med Hellenismens ideelle Klarhed. Som treaarig kom han til Frankrig, uddannedes dels af sin Moder, dels paa Collège de Navarre og blev 20 Aar gl Løjtnant i Armeen. Dog snart efter opgav han den milit. Løbebane og kastede sig over klass. og vidensk. Studier med en Iver, saa han blev syg af Overanstrengelse og maatte søge Helbredelse ved et Ophold i Schweiz. 1787 blev han Sekretær ved Legationen i London, men opgav snart Diplomatien for at vende hjem til Paris (1790) og vie sit Liv til Frihedens Sag. I Journal de Paris, som han grundlagde sammen med Roucher, bekæmpede han Royalismens Misgerninger og prædikede en ideal Frihed, der dog snart blev Jakobinernes tyranniske Radikalisme for moderat og blodløs. C. begyndte nu at bekæmpe Terrorismen; der foresvævede ham Billedet af et konstitutionelt Monarki, og da Kongen fængsledes og anklagedes paa Liv og Død, optraadte han endog som Forsvarer af Kongeværdigheden. I Kongens Navn appellerede han i Moniteur Dommen til Folket. Senere hyldede han Charlotte Corday, Marat’s Morderske, i en begejstret Hymne, og Velfærdskomiteen lod ham endelig arrestere 7. Marts 1794. I Fængslet Saint-Lazare skrev han nogle af sine skønneste Digte; 24. Juli overførtes han til Conciergeriet; hans Eksistens var nær gaaet i Glemmebogen; nu afgjordes hans Skæbne i et kort og samvittighedsløst Forhør, og 25. Juli førtes han til Guillotinen. Kun 2 Dage efter oprandt 9. Thermidor med Robespierre’s Fald, der kunde have reddet ham. Saaledes bortreves den unge Digter-Idealist midt i sin Udvikling. Paa selve sin Dødsdag skrev han beaandede Vers og tiltaler uforfærdet Døden i det Øjeblik, den banker paa Fængselsdøren for at føre ham til Skafottet. Paa Vejen til Guillotinen slog han sig for Panden og udbrød smertelig: »Jeg havde dog endnu saa meget derinde!«. Skønt C.’s digteriske Arv kun er liden, vejer den meget. Hans Elegier, Hymner, Oder og poetiske Breve samledes først 1819. Chateaubriand apoteoserede hans Muse, og C.’s Lyrik blev betragtet som en af Romantikkens første tidlige Foraarsdage. C.’s Digtning betegner virkelig en Fornyelse: »hans Olymp staar ikke i Versailles, men i Hellas selv«. Han flyede Kunstpoesiens Rokokohaver og søgte tilbage til Hellenismens klare, simple Natur. Som Dreng havde han oversat Anakreon’s og Sappho’s Vers; 1786 berejste han den gr. Halvø, og Antikkens Aand og Natursandhed genfødtes i hans Digtersjæl, samtidig med at Nyklassicismen opstod i Kunsten ved Winckelmann og Sergel. Naturens rene klare Kilder risler gennem hans rytmiske Vers og svulmer i hans frihedselskende Hymner. Hans Plastik er frigjort og ædel, hans Tanker tager original Farve, hans Fantasi kan flyve, hans Følelse stige til Lidenskab. Ved sit Gemyts dybe Inderlighed er denne Nyklassiker tillige moderne, romantisk paa lgn. Maade som Goethe er det. De fr. Romantikere, navnlig Lamartine, skylder ham meget. — Kritiske Udg. af C.’s Poesier besørgedes 1862, 1872 og 1882 af Becq de Fouquières (1888 Luksusudg. med Raderinger af Bida). Paul Lacroix har udg. hans Prosaværker (1840). Den seneste Udg. af hans Værker er Guillard’s (1899) 2 Bind; Œuvres inédites udgaves af Abel Lefranc (1914). (Litt.: Rouquet, Les C., portraits, lettres et fragments inédits [1891]; Haraszti, La poésie d’A. C. [1892]; Morillot, A. C. [1894]; Glachant, A. C. [1902]; Faguet, A. C. [1902]).