Carl Peter Borgaard (1799–1868)

Borgaard, Carl Peter, 1801–68, Forfatter og Oversætter. Han blev født i Kjøbenhavn 20. Dec. 1801 som Søn af Klædekræmmer Peter B. og Karen f. Hvass og sattes efter Konfirmationen i Lære hos den rige Lærredshandler Kierkegaard paa Kjøbmagergade. Her var han til sit 23. Aar, da hans Principal kom hans stadig tiltagende Vide- og Læselyst til Hjælp ved at sætte ham i Stand til at studere; 1826 tog han Artium og Aaret efter anden Examen. Men i Steden for at forfølge den videnskabelige Bane videre slog B. ind paa et frit æsthetiserende Liv og deltog med Iver i Studenterforeningens selskabelige Samkvem. 1838 opførtes anonymt hans Enaktslystspil «Formiddagen efter Ballet», som imidlertid, trods en livfuld og naturlig Dialog, henlagdes efter kun 3 Opførelser, fordi Publikum energisk protesterede mod Stykkets Sujet, der var hentet fra en i det kjøbenhavnske Selskabsliv nylig forefalden Begivenhed. Samme Aar tiltraadte B. en 2aarig Udenlandsrejse til Tyskland, Østerrig, Italien og Schweits som Mentor for den unge Baron Herman Løvenskiold, der alt den Gang var en lovende Komponist og efter Hjemkomsten skrev Musikken til B.s 1841 opførte Æventyrkomedie: «Hulen i Kullafjæld». Aaret efter dramatiserede B. La Motte Fouqués berømte Æventyr «Undine», og Bearbejdelsen opnaaede, med Musik af J. P. E. Hartmann, 9 Opførelser. Af Oversættelser for det danske Theater har han leveret ikke mindre end hen imod 40, hovedsagelig Stykker af Scribe, Dumas, Delavigne, Bayard, Victor Hugo, Fr. Halm o. fl., og denne Virksomhed fortsatte han for det norske Theater. Efter at han i Fyrrerne en Tid lang havde redigeret Ugebladet «Portefeuillen» (hvori han skrev en sammenhængende Række Skitser af kjøbenhavnsk Samfundsliv under Titelen «En Mackintoshes Memoirer») samt forsøgt sig med Udgivelsen af en belletristisk Journal, «Freia», overtog B. nemlig i 1851, kort efter Studentermødet i Christiania, den kunstneriske Ledelse af den norske Hovedstads Theater. Medens han personlig var vel yndet af Kunstnerne og afholdt af sin store Omgangskreds, savnede hans studenterburschikose Personlighed og hans kontemplativt fredelskende Gemyt sikkert i alt for høj Grad den Energi, som udkrævedes paa denne besværlige Post, særlig under saa vanskelige Forhold, som utilstrækkelige Subsidier og den norske litterære Ungdoms begyndende Kamp mod de danske Skuespillere frembøde. B. hævdede dog sin Stilling indtil Jan. 1863, da han med Indtægten af en Afskedsbenefice og en lille Pension, som hans mange Venner havde sikret ham, forlod Norge og paa ny bosatte sig i sin Fødeby. Skjønt her en yngre Studenterslægt var voxet op, var B.s Navn den dog endnu i Minde som knyttet til «Ruskantaten» i dens ældste Form, til adskillige joviale Sange og til Plougs Vise: «At du, som, smykt med ærværdigt Mos». Den gamle Student trivedes, trods de forandrede Forhold, godt i Foreningen, men afgik efter nogle Aars Forløb pludselig ved Døden 22. April 1868.