Realismen

        Georg Brandes’ forelæsninger ved Kbh. Universitet med titlen Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur starter 1871, og dette markerer faktisk ret præcist starten på "Det Moderne Gennembrud," som er en anden betegnelse for realismen i Danmark. Brandes hævder at dansk litteratur er bagud i forhold til samfundsudviklingen lokalt og i Europa. Hovedtemaet i hans program er brud med vaner og fremhævelsen af individualitet og personligt eget udtryk. Et ramaskrig bredte sig efter forelæsningerne: man følte sig truet af hans tanker og man mente, at han undergravede dannelseskulturen. Hans frihedsforestillinger er klart anti-metafysiske. Han åbner for et ateistisk livssyn baseret på naturvidenskaben, hvilket er i skarp konflikt med Biedermeier-kulturens romantiske livssyn, og han mente at idealisering er en konventionel overflade.

        Digteren og videnskabsmanden sidestilles. Kunsten skal vise hvordan de højeste menneskelige ytringer udspringer af menneskets natur. Kunstens emne skal være "det sande," uanset hvor grimt og grusomt det fremstillede er. Det æstetiske og det smukke er ikke længere det sande og ægte som i romantikken. Man skal trænge ned i instinkterne i fremskridtets øjemed — ligesom romantikken, men i ateistisk stil.

        Modernismen fortsætter romantikkens fordybelse i mennesket. Lucas: "desillusions-romantik." Ny metode til menneskeforståelse udfoldet uden den metafysiske basis. Naturen i mennesket skal afdækkes. Brandes: "En forening af bevidsthed og naturlighed kaldes ånd." Brandes kan betragtes som et symptom på tendenser i den europæiske samtid: idealistisk ateisme efter Strauss’ og Feuerbachs bøger var ikke ny. Den franske realisme var i fuld gang med bl.a. Balzac allerede i 1830erne.

        Man kalder i Danmark perioden 1800-1870 for "romantikken", hvilket er meget uklart. Der debuterer ingen væsentlige forfattere i 1850-70 måske undtagen lige Goldschmidt. Romantikken var i disse sidste mange år ude på et sidespor, og ude i Europa var man længere fremme med Flaubert og Zola. De toneangivende danske forfattere op til det moderne gennembrud var traditionelle og ikke nyskabende: Hostrup, Chr. Richardt, Kaalund, P. Faber, Carit Etlar og Vilh. Bergsøe, som næsten alle er glemt nu. Epigoner kaldes de tit. De fortsætte romantikkens idealer og stagnerede. Og en anden gruppe i mellemtiden var skolelærerforfatterne, Anton Nielsen og andre idag ukendte — men populære dengang.

        Den enkelte roman som betegner overgangen er Phantasterne (1857) af Hans Egede Schack.

        Filosofisk går man med det moderne gennembrud fra idealisme til positivisme, politisk fra konservativisme til radikalisme, og fra Biedermeier til offentlig debat. Formålet med litteraturen går fra moralsk belæring til oplysning og problemdebat. Et skift i genrevalg finder sted — fra digte, læsedramaer og noveller til romaner og dramaer. Udviklingsromanen afløser dannelsesromanen.

        Realismen, eller perioden 1870-1910, falder i tre strømninger:

— Det Moderne Gennembrud, kredsen omkring Brandes.

— Symbolismen, især kredsen omkring tidsskriftet Taarnet.

— Det folkelige gennembrud.